A propos fortællinger om kærlighed…

De bedste fortællinger er dem, vi kan spejle os i.
Fortællinger, der beskriver verden, så vi får ord at sætte på den.
Fortællinger, der beskriver følelser, som vi genkender.

Det gælder både store og små.

Sådanne fortællinger er denne lille serie for de mindste (fra 18 mdr.-5 år ca.) , som helt klart er nogle af favoritterne på bogreolen:

Skønne illustrationer, som man kan gå på opdagelse i, og enkle, finurlige, genkendelige samtalelege mellem far/mor og barn.

Hvor højt tror du jeg elsker dig er historien om den lille harekilling, der ikke kan strække poterne langt nok i vejret og ikke kan hoppe højt nok for at overgå farens kærlighed.

I Hvor højt tror du jeg elsker dig om foråret fortæller store hare lille hare, hvad ting i naturen forvandler sig til, fx en haletudse til en frø, og at lille hare en dag vil blive stor.

I Hvor højt tror du jeg elsker dig om sommeren vælger store og lille hare på skift, hvilken farvenuance de bedst kan lide. Store hare kan bedst lide den brune nuance lille hares pels har.

I Hvor højt tror du jeg elsker dig om efteråret springer store hare og lille hare rundt blandt bladene. Lille hare leger kassespøgelse og forskrækker store hare – og det bliver startskuddet til en herlig spøgelses-tagfat.

Og i Hvor højt tror du jeg elsker dig om vinteren finder store hare og lille hare ting i naturen, der passer sammen, fx edderkoppen og dens spind og en fugl og en fjer.

I torsdags fejrede vi Pelles 4-mdr.- fødselsdag!

D. 24. februar var samtidig dagen, hvor børnenes far og jeg blev kærester i 1995. Så vi fik fine tegninger af de to store på 6 og 10 år. Med hjerter og påskrevne ord som Sammen i 16 år! Romantik! 4 børn! Jo, de havde skam fanget essensen af Parforholdet;-) Selvom romantik og 4 børn måske ikke ligefrem rimer for øjeblikket… Men sandt er det da, at der har været romantik i luften i hvert fald fire gange i løbet af de 16 år, og dét er vi allesammen lykkelige over!

Kæresteforholdet er en fortælling. Hvert barneliv er en fortælling. Og alle fortællingerne er vævet ind i hinanden. For evigt.
Når vi fortæller og genfortæller familiens historie for hinanden, føler vi os værdifulde, elskede og forbundne.

Og børn elsker at høre fortællingen om dem selv. Særligt når de får søskende og filosoferer over, at de selv har været så små engang.

Tue var 3 1/2 år, da han blev storebror til Pelle, og jeg endnu en gang fortalte historien om vores familie:
Først kom Malte, så Sif…
- Hvor var jeg så?, spurgte Tue.
- Du var der ikke endnu.
- Men hvor var jeg så?

Og jeg kunne godt glemme alt om mor og far og blomster og bier, det var ikke et svar, Tue kunne bruge. Så jeg endte med at fortælle, at han havde været så lille, at man ikke kunne se ham; at han havde siddet på en stjerne og kigget sig om efter en mor, indtil han fandt mig og fløj ned i min mave, hvor han kunne vokse og gro.
Tue var helt stille, imens jeg fortalte. “Ja”, sagde han til sidst, helt rolig og tilfreds.

Livet er et eventyr.

Har jeg sagt, at viklen er min yndlingsslynge?

Det er den da også.
Men jeg ville nu nødigt undvære min ringslynge…

Slet ikke i sidste uge, hvor Pelle var syg og helst ville være hos mig, sove hos mig og ammes lidt oftere. Bassen vejer jo knapt 8 kg, så jeg bliver hurtigt lam i arme og ben af at sidde med ham ved skrivebordet eller ved spisebordet. Næ, med ringslyngen kan han nemt ligge i vuggestilling i min favn, uden at benene hænger slattent udover mit lår (for lang er han jo også). Og når han vil ammes, kan jeg placere ham i ordentlig ammestilling på siden og justere slyngen lidt ved ringene, så han kan nå brystet.

Jeg bruger også altid ringslyngen, når vi er ude og spise eller har gæster, for udover at baby kan ligge i den/ammes diskret, så er den også godt til at støtte, når baby sidder på skødet. Så skal den bare lige rundt om babys mave, og så har jeg hænderne fri.

Både når baby skal sidde og ligge, kan man tage ringslyngen på uden at lægge baby fra sig. Ja, det er faktisk kun en fordel at tage ringslyngen på med baby i favnen, for så skal man ikke placere baby i slyngen, men derimod slyngen rundt om baby. Man skal ligesom forestille sig, at slyngen er en erstatning for ens omsluttende arme.

Det lyder nemt, og det ser smart ud, men rigtig mange opgiver desværre at bruge ringslyngen. Jeg har forsøgt mig i flere år med forskellige ringslynger, og det er først nu, at det er lykkedes mig at få placeret baby ordentligt, når jeg skal bære rundt på ham.

Her er fem tips til at få ringslyngen til at fungere:

1. Ringslyngen skal være BRED, dvs. i hvert fald 80 cm, for ellers er der ikke plads til en lang baby
2. Stoffet skal være TYNDT, sådan at det er nemt at trække igennem ringene, men IKKE GLAT, så det glider ned, når du bevæger dig
3. Benene skal være indeni ringslyngen, når baby ligger ned(fødderne må gerne titte ud) eller sidder mave-mod-mave i frøstilling (= knæene op og ud til siden, fødderne samlet under numsen)
4. Du skal IKKE forme ringslyngen som lomme, som baby skal ned i. Så bliver baby væk!
5. Når baby skal ned og ligge i ringslyngen, placerer du først baby i “bøvsestilling” ved din skulder. Træk nu ringslyngens øverste kant op til babys hoved. Før en hånd ind under ringslyngen og tag fat om babys numse eller ben og træk baby ned at ligge. Stram ringslyngens øverste kant, så krop og hoved holdes ind mod dig. Løft op i ringslyngens nederste kant, så babys ben ligger godt indeni (+ evt. fødder), stram kanten om nødvendigt

Der findes mange billed- og videoinstruktioner, som faktisk viser forskellige teknikker, men de tips jeg har givet her, er ud fra de erfaringer, jeg har gjort mig. Kig også på Sisses billedinstruktion. Den viser det, jeg mener, ret godt.

Jeg lige købt en Bära-barn-ringslynge til under halv pris hos Heartwear.dk – og den er den bedste, jeg har prøvet indtil nu:

Åh, når lille baby er syg, så græder han rigtig meget, og vil ikke rigtig ligge for sig selv.

Heldigvis er vi herhjemme velsignet med mange søskende, som gerne kommer til undsætning:)

Malte er endda så stor, at han kan bære rundt på sin lillebror.

“Han bliver helt rolig, når man bærer rundt på ham”, siger Malte med smørstemme.

Mon ikke de begge tager noget værdifuldt med sig videre i livet?

Pelle er den første af mine fire børn, som bruger sut, og derfor nyder jeg at prale med, hvor nemt han kan puttes. For det er en helt ny verden for mig ikke at have babyen hængende i babsen i timevis.

Men altså. Han er jo stadig bare en helt almindelig baby, som klynger sig til sin mor i stormvejr. Og lige nu er vi begge så overvældede af alt det, som Pelle efterhånden kan og forstår efter 12 uger, så vi kryber lidt oftere sammen – med babs eller med vikle og sut;-)

Her sidder Pelle i viklen, som er bundet i en Cross Carry:

Jeg bliver tit spurgt, hvilken slynge, jeg foretrækker, og det er helt klart viklen, fordi den smyger sig om baby og mig. Da Pelle var helt lille (nu er han nogen-og-tres-lang), havde han benene trukket op under sig (frøstilling) inde i viklen, men nu stikker de ud.

Tre tips til at bruge viklen:

• Krydset, som babys numse hviler på, skal være ud for din navle.
• Stoffet skal bredes ud under babys numse og helt ud til knæhaserne.
• Stoffet skal bredes ud på din ryg, så du ikke kun bærer med skuldrene.

Suk! Der er stadig sne overalt…

Hurra for babyslyngen!

Jeg siger altid, at sang er en fantastisk måde at skabe kontakt med baby på. Man får baby til at kigge, bevæge sig og synge med.

Her er det storebror Tue på 3, der lokker Pelle med sin sirenesang. Altså som i høj-lyd-sirene;-)

Tue synger Lille Peter Edderkop, imens han lader fingrene (Peter Edderkop) vandre op ad Pelles krop. Regnen kilder ned ad Pelle, solen tegnes på hans hoved og han tørres på maven. Tilsidst kravler Peter Edderkop op igen og dikker ham under hagen.

Og som man kan se, er Pelle i høj grad draget af Tues underholdning:-)

Tue elsker sin lillebror, og vil gerne lege med ham, og jeg opfordrer ham tit til at synge for Pelle. Det giver ham noget konkret at gøre, så han ikke kommer til at være for voldsom.