Omstrukturering

Jeg har været i tænkeboks i nogle uger.

For præcis 7 år siden lagde jeg de første kim til det, der skulle blive Babyhuset Tutti. Det var spændende, hvad det ville føre til og når jeg tænker tilbage, synes jeg, det har været en helt fantastisk rejse at drive selvstændig virksomhed på min helt egen måde med et lille barn i sidevognen x 3!

Men ud af mit skønne arbejde med små børn, udvikling, læring og pædagogik er efterhånden vokset en stor lyst til at arbejde mere intensivt med små børn i stedet for blot at være ugens populære gæst;-)

Så jeg tænkte ud af boksen, og var så utrolig heldig at finde et arbejde, som ligger det perfekte sted imellem mine kurser i Babyhuset Tutti og et almindeligt lærerjob (jeg er uddannet lærer): Jeg skal 16 timer om ugen undervise 4-6-årige børn, som har behov for ekstra sproglig stimulering!

Det bliver godt, men det betyder også, at jeg må omstrukturere i Babyhuset Tutti efter nytår:

Der vil kun være begrænset mulighed for et kursusforløb i mødregruppen.
Til gengæld vil jeg fortsat holde minikurser og babycafé.
Man kan også stadig tilmelde sig Onlinekurset “Babytegn – Kom godt i gang”, som jeg har planer om at lave i en ny, opgraderet udgave i løbet af 2012.
Mine sange med leg og babytegn er indspillet og snart færdigproduceret. De kan købes som al anden musik som Mp3 og på CD lige om lidt…
Uh, og så har jeg et nyt online-produkt i støbeskeen: TuttiKlub BOOST DIN BABY. Det fortæller jeg mere om i decembers TuttiNyt, hvor jeg også har en lille julegave til dig – hold øje med din indbakke:-)

Glæder mig til 2012!

Hvor stor er baby?

Tja, i dag er min baby pludselig meget stor! Ét år, helt præcist:-)

Man fatter det ikke, vel?

Pelle hhv. 1 minut og 1 år gammel

Nå, men Hvor stor er baby? er jo en ældgammel leg, hvor man stiller spørgsmålet og så løfter babys arme op over hovedet, imens man siger “Såååå stor!”. I dag legede jeg en sangleg til babyrytmik, som bygger på den oprindelige leg.
En af mødrene bemærkede, at da vi gentog sanglegen, vidste hendes baby, hvornår hun skulle have armene over hovedet. Moren og babyen havde ellers prøvet at lege legen derhjemme (uden sang), men nu, hvor der var sang og rytme på, faldt babyen hurtigt ind i legen og dens rytme, og fornemmede altså i musikken, hvornår armbevægelsen kom.

Det er faktisk ikke løgn. Det er dét, sang og musik kan. Sætte rytme på sprog og handling, skabe en referenceramme, som gør, at små børn lærer meget lettere. (Det er bl.a. derfor, jeg har skrevet hverdagssange med babytegn – som kan købes snart og som også udgør indholdet på kurset Tutti Babytegn.)

Sangen “Hvor stor er baby”, er skrevet af Dorte Nørgaard, og kan findes i hendes sangbog “Babyrytmik” lige her eller på biblioteket (eller book et kursus hos mig, så kan jeg lære dig den;-))

Nu skal Pelle have sine sidste gaver (kan du gætte, hvad det er?) og jeg skal have sendt en gave til alle modtagere af TuttiNyt:

BOOST DIN BABY – 6 tips til stimulering af baby fra dag ét

Når katten er ude…

(Apropos indlægget om mus ;-) )

Brrummm

Hvad laver du, Pelle?

Leger du med Tues biler?!!

Babyrytmik i glimt

Anthon (6 måneder) sidder rigtig flot og rank med ærteposen på hovedet:

Der er fuld fart på Christoffer (8 måneder)! Her i en farlig flyvetur med hjælpemotor – dvs. Christoffers sprællende ben, som er lidt svære at gengive på foto, men du kan nok godt se det for dig;-):

En buket til mig og en til dig

Tak til Louise og Emma, Linette og Ronja, Christina og Alfred, Mie og Sebastian for mange hyggelige timer med babyrytmik og babymassage og for en dejlig 1000-tak-for-denne-gang-buket i farver, der matcher min stue og mig:-)

Jeg er i øvrigt ved at samle en buket selv. Til dig, kære læser:-)
En buket af tips til stimulering af baby fra dag ét, som kan få baby til at blomstre!

Alle, der følger mig fast, vil få buketten foræret i form af en e-bog, som jeg kalder “Boost din baby”. Hvornår e-bogen ligger klar, tør jeg ikke sige noget om, for jeg holder stadig barsel på deltid, og en baby kræver sin opmærksomhed, som I ved… Men det kribler i mine fingre for at gøre den færdig. Skal vi satse på 14 dage?

Så gik der tid med det

Det har været ferietid her i huset. Og som undervisere er vi jo vant til, at der er ca. 5 uger at gøre brug af. Så vi lægger planer. Drømmer og fantaserer om alt det, vi nu endelig har tid til at få gjort.

Så da børnenes ferie startede, bevægede jeg mig langt væk fra computeren og syede stuegardiner, som rent faktisk kan trækkes fra pillede gardiner ned.

Indrettede huset mere funktionelt tømte en kommode. Tørrede en numse. Flyttede kommoden et andet sted hen. Tørrede en anden numse. (Nu står kommoden så dér og ryster i spænding over, hvad den mon nu skal indeholde. Eller vent lidt. Den ryster ikke mere. Måske står den egentlig bare og nyder freden i de tomme skuffer. Og håber i det skjulte på, at jeg har glemt alt om den… Men dét har jeg ikke! Jeg har store planer, bare vent.)

Vi sov længe jeg ammede en gang i timen fra kl. 4 og indtil babyen vågnede sådan rigtigt kl. 7.00. God morgen!

Jeg gjorde hovedrent vaskede tøj. Madede og kyssede Pelle. Vaskede mere tøj. Kyssede og puttede Pelle. Vaskede dyner og puder! Ammede og krammede Pelle…

Og der blev sandelig også mulighed for nogle romantiske dage med min kæreste, imens nogen passede alle børnene at lege far, mor og baby;-)

Tja, man har vel lov at drømme…

Men okay, vi var også på ferie i vores båd i 2 uger, og der skal man jo ikke andet end at være sammen. Og dase. Og bare rå-nyde. Det her:

Og det bliver man trods alt nok lykkeligere af end smarte gardiner og polerede gulve, ikk?

Kys mig i øjet!

Oh, at have en 8 mdr. gammel baby!

Med personlighed og vilje, uforudsete grådanfald og pludselige evner.

Han kigger sig omkring i den hjemlige stue, hvor han kom til verden, som om det er første gang, han er der.
Og græder hjerteskærende, når mor bevæger sig væk fra ham.

Han undersøger de mindste detaljer med fingrene. Tygger maden med to tænder og store smask.
Er ganske magelig og ruller kun om på siden, ikke fra mave til ryg eller omvendt, og foretrækker faktisk at sidde på sin dertil indrettede! Han møver endnu ikke omkring, som mange af hans jævnaldrende (og dem, der er nogle måneder yngre!), men til gengæld har han en særlig evne til at bruge sine fødder som et ekstra sæt hænder (bliver spændende at se, hvad det udvikler sig til, jeg ser for mig noget ála My Left Foot II…)

Han elsker andre babyer og synger lange, blide toner, når han ser dem.
Han er vild med andre børn, og griner højt, når de snakker eller hopper eller hvad børn nu finder på.
Han kan til gengæld ikke lide andre voksne! Så bliver han tavs og drejer genert hovedet væk (med mindre de opfører sig som børn! Så griner han. Stopper. Tænker lidt. Beslutter sig for at blive genert alligevel.)

Men os herhjemme. Vi får både sang, hvin og skrig og MANGE kram og våde kys, og vi svømmer alle hen i kærlighed, når han vender ansigtet mod os og kigger os dybt i øjnene…

Mmmmm

Møs!

Han giver anledning til at synge en sang, jeg lærte, da jeg sang i kor som barn:

Giv mig en knuser,
lige til det suser!
Kys mig i øjet,
så jeg bliver fornøjet!

Nogen, der kender den???

Enden på begyndelsen

I dag fik jeg de her:-)

Fra den første mødregruppe, som Pelle og jeg har lavet Tutti Babymassage hos efter barselsorloven.

Det er nu 2 mdr. siden, vi begyndte, tiden er fløjet afsted, og der er kommet flere grupper til.

Men den første gruppe er altid noget særligt og én, jeg husker, fordi det er der, hvor jeg gør mig mine erfaringer med at have baby med på job.
Og det går heldigvis godt. Pelle er en tilfreds, tålmodig og fleksibel baby. Som tilmed gør sig godt som charmerende isbryder med sit Søren Spætte-grin:-) Det må I have til gode. Nu skal vi holde Kr. H-fri og fødselsdag for Malte (d. 6/6 – Har du set, at du kan vinde en gave i den anledning?)

En vinder + 8 tips til en god fødsel

Velkommen til de nye læsere og tusind tak til jer, der gerne ville være med i lodtrækningen. Jeg håber, I får glæde af min blog – specielt med en ny baby i favnen inden længe. Og jeg håber, at Christina kan nå at få glæde af bogen “Aktiv fødsel”, for det var hendes navn, Tues lille fedtede finger pegede på, da vinderen skulle findes!

Til jer, der ikke vandt, vil jeg bare sige: Skynd jer at finde et eksemplar af den bog – det lyder som om, I ville få glæde af at læse den!

Her får I først mine bedste tips til en god fødsel, som jeg har taget med mig fra mine egne fire fødsler (og fødselsforberedelser):

1. fødsel (Malte, 060600) på Rigshospitalet
Jeg spænder i hele kroppen under ve-arbejdet derhjemme og ender med at få en sprøjte i låret med petidin på hospitalet, fordi jeg er så udmattet. Det virker afslappende. Det betyder til gengæld, at jeg overhovedet ikke kan mærke presseveerne. Det lyder måske meget rart, men det sætter mig ud af spillet og jordemoderen må dirigere mig resten af vejen.

Tip # 1: Lær at slappe af i kroppen under veer
Tip # 2: Lær hvilke stillinger, der er gode i de forskellige faser af fødslen, og hvilke du skal bruge for enten at fremme veer eller holde lidt igen, hvis det går lidt for stærkt

2. fødsel (Sif, 170804) hjemme med vagthavende jordemoder fra Herlev Sygehus:
Jeg har lært, hvordan man kan få hjælp af sin kæreste under veerne – og det er rigtig godt!
Jeg har lejet et fødekar, og bruger det varme vand som smertestillende i den sidste fase, og føder også i vandet. Har det dog lidt, som om jeg er en hval på for lavt vand, finder aldrig en god stilling.

Tip # 3: Lad din kæreste/fødselshjælper lægge sine varme hænder på din lænd. Det lindrer fantastisk, og jo stærkere veer, jo hårdere skal hænderne trykke ned på lænden (kræver, at du sidder eller står foroverbøjet). Det kaldes massage i bøgerne, men det er bare et fast tryk.
Tip # 4: Brug varmt vand som smertelindring. Hvis du også føder i vandet, vil barnet desuden få en blidere fødsel.

3. fødsel (Tue, 170107) hjemme med Anne fra Sjællands hjemmefødselsordning
Fødslen skrider meget hurtigere frem end de andre to, og det kommer bag på både mig, min kæreste og jordemoderen, som ankommer 30 min., før Tue bliver født. Jeg kunne godt have brugt hende noget før! Jeg kommer i karret med presseveer og føder i kanostilling, som Anne så naturfolks-agtigt kalder det. Men det er genialt. Én fod og ét knæ i underlaget, armene støtter på karrets kant. Og så! Da det er allerværst, og hovedet er på vej, tager jeg den ene hånd ned og holder det. Det er det blødeste, jeg nogensinde har oplevet. Det er et barn! Det er mit barn, og det er mig, der føder det, og jeg holder om det, imens jeg føder det på de sidste to presseveer.

Tip # 5: Lyt til din krop, og lad en jordemoder hjælpe dig, når du har brug for det.
Tip # 6: Lad tyngdekraften hjælpe barnet ud – stå på din knæ eller fødder. Det skal ikke være nemt for din jordemoder, det skal være nemt for dig.

4. fødsel (Pelle, 241010) hjemme med Karen fra Sjællands hjemmefødselsordning
Jeg går til gravid-yoga og lærer at trække vejret i tre led. Helt ned i maven (jep, det er jeg ekspert i) – kun ned i brystkassen (nyt og spændende!) – og kun til kravebenene (kan man det??).
Samtidig læser jeg om Lamaze-metoden, som er en vejrtrækningsteknik, hvor man benytter sig af den dybe vejrtrækning lige før og efter en ve, men til gengæld kun trækker vejret overfladisk under selve veen. Jo stærkere veer, jo hurtigere vejrtrækning for at lindre smerterne. Det giver mig et fantastisk fokus og en følelse af kontrol, og jeg er i så god kontakt med kroppens arbejde, at jeg ved, hvornår fødslen går over i næste fase.
Denne fødsel er heldigvis lidt længere end den forrige, og derfor når min kæreste også at gøre ingefærklude klar til smertelindring. Det er simpelthen bare varme klude vredet op i et udtræk af ingefær. Og det virker. Ligesom den brændende varme fra ingefær (og chili) kan mærkes, når man spiser det, kan varmen også mærkes på maven. Meget mere end bare varmt vand.
Jeg føder i vand på samme måde som tredje gang.

Tip # 7: Øv dig i at kontrollere din vejrtrækning – det giver både smertelindring og ilt
Tip # 8: Brug klude vredet op i varm ingefærudtræk som smertelindring på maven

Jeg ønsker jer alle nogle gode fødsler, præcis som I vil have det!!

Sammen i nydningen

I sidste uge bad jeg tidligere kursister om at skrive, hvad de har fået ud af et af mine kurser i mødregruppen.

Én mor skriver sådan: “Jeg oplevede større tæthed med min baby og det var også skønt bare at se de andre babyer nyde det hele!”

Er det ikke en dejlig betragtning?

Det er præcis sådan, jeg oplever det. Jeg bliver helt høj af al den nydning!

Generelt er der jo en særlig fællesskabsfølelse i mødregrupper, og det elsker jeg. De nybagte mødre deler (udover gode tilbud på babyudstyr osv.) både begejstring, glæder og bekymringer . Det er dét, der gør, at det rum, vi skaber sammen i en rytmik-/massagetime, bliver fyldt af nydelse og glæde over de dejlige babyer. Og den oplevelse tager alle med sig hjem – både babyerne, mødrene og jeg.

Nærvær og nydelse er faktisk alfa og omega for at få det bedste ud af det. Kurset. Men også hverdagen:-)

Jeg har citeret flere fine kommentarer rundt omkring på siderne – klik og læs!

http://www.babyhuset-tutti.dk/kurser/
http://www.babyhuset-tutti.dk/kurser/babyrytmik/
http://www.babyhuset-tutti.dk/kurser/babymassage/
http://www.babyhuset-tutti.dk/kurser/babytegn/

Næste side »