Babytegn og kys
| 10. marts 2011 | Filled under Sludrechatollet |
Pelle er fire måneder, og han reagerer på to babytegn: Kys. Og Sut. Meget vigtige ord i en babys verden!
Pelle og mig, vi elsker at kysse. Vi har lavet en lille leg, som næsten er en kildeleg: Jeg laver kyssetegnet (et fingerkys), siger kys og dykker ned i Pelles bløde kinder, varme hals eller åbne mund. Og han åbner den, når jeg siger kys og laver kyssetegn. Den åbne mund er Pelles kyssetegn, og han laver ikke kyssetegn, hvis jeg kun siger kys uden at lave tegn.
Når han bliver træt, klynker han og bevæger irritabelt hovedet fra side til side, imens han forsøger at proppe de små knyttede hænder + stofbleen ind i munden. Men hvis jeg laver tegnet for sut, og spørger, om han vil have sin sut, bliver han øjeblikkeligt stille.
Jeg startede på babytegn for en måneds tid siden, hvor Pelle var begyndt at være meget interesseret i mine hænders fagter. Og nu kan jeg se, at han reagerer på dem. Jeg reagerer også på hans tegn – dem som jeg lige har beskrevet ovenfor. Han er for lille til at kopiere de tegn, jeg viser ham, men jeg glæder mig til, når han bliver så stor, at han kan vise mig babytegnet for sut, når han bliver træt.
Det er Sif, som 4-årig, der er model:)






