Syg med slynger
| 4. februar 2011 | Filled under Ammestuen, Hjerterummet |
|
Har jeg sagt, at viklen er min yndlingsslynge?
Det er den da også.
Men jeg ville nu nødigt undvære min ringslynge…
Slet ikke i sidste uge, hvor Pelle var syg og helst ville være hos mig, sove hos mig og ammes lidt oftere. Bassen vejer jo knapt 8 kg, så jeg bliver hurtigt lam i arme og ben af at sidde med ham ved skrivebordet eller ved spisebordet. Næ, med ringslyngen kan han nemt ligge i vuggestilling i min favn, uden at benene hænger slattent udover mit lår (for lang er han jo også). Og når han vil ammes, kan jeg placere ham i ordentlig ammestilling på siden og justere slyngen lidt ved ringene, så han kan nå brystet.
Jeg bruger også altid ringslyngen, når vi er ude og spise eller har gæster, for udover at baby kan ligge i den/ammes diskret, så er den også godt til at støtte, når baby sidder på skødet. Så skal den bare lige rundt om babys mave, og så har jeg hænderne fri.
Både når baby skal sidde og ligge, kan man tage ringslyngen på uden at lægge baby fra sig. Ja, det er faktisk kun en fordel at tage ringslyngen på med baby i favnen, for så skal man ikke placere baby i slyngen, men derimod slyngen rundt om baby. Man skal ligesom forestille sig, at slyngen er en erstatning for ens omsluttende arme.
Det lyder nemt, og det ser smart ud, men rigtig mange opgiver desværre at bruge ringslyngen. Jeg har forsøgt mig i flere år med forskellige ringslynger, og det er først nu, at det er lykkedes mig at få placeret baby ordentligt, når jeg skal bære rundt på ham.
Her er fem tips til at få ringslyngen til at fungere:
- Ringslyngen skal være BRED, dvs. i hvert fald 80 cm, for ellers er der ikke plads til en lang baby
- Stoffet skal være TYNDT, sådan at det er nemt at trække igennem ringene, men IKKE GLAT, så det glider ned, når du bevæger dig
- Benene skal være indeni ringslyngen, når baby ligger ned(fødderne må gerne titte ud) eller sidder mave-mod-mave i frøstilling (= knæene op og ud til siden, fødderne samlet under numsen)
- Du skal IKKE forme ringslyngen som lomme, som baby skal ned i. Så bliver baby væk!
- Når baby skal ned og ligge i ringslyngen, placerer du først baby i “bøvsestilling” ved din skulder. Træk nu ringslyngens øverste kant op til babys hoved. Før en hånd ind under ringslyngen og tag fat om babys numse eller ben og træk baby ned at ligge. Stram ringslyngens øverste kant, så krop og hoved holdes ind mod dig. Løft op i ringslyngens nederste kant, så babys ben ligger godt indeni (+ evt. fødder), stram kanten om nødvendigt
Der findes mange billed- og videoinstruktioner, som faktisk viser forskellige teknikker, men de tips jeg har givet her, er ud fra de erfaringer, jeg har gjort mig. Kig også på Sisses billedinstruktion. Den viser det, jeg mener, ret godt.
Jeg lige købt en Bära-barn-ringslynge til under halv pris hos Heartwear.dk – og den er den bedste, jeg har prøvet indtil nu:







