Posts Tagged by selvtillid

Altså jeg kan da godt selv se det.

Vi lever rimelig godt op til fordommene om musikpædagoger her i firmaet.
Med bongotrommer og rundkreds og ned på gulvet og hele molevitten.(Sommetider sidder vi og fniser i mødregrupperne ved tanken om, at naboerne skulle komme til at kigge ind ad vinduerne…)

Og nu smider jeg lige nogle ærteposer oveni også! Ærteposer – er det ikke et levn fra 70′erne? (Så er det jo heldigt at 70′er-retro er blevet trendy… Hvad? Gælder det kun design og boligindretning? Øv.)

Men for pokker da, skidtet virker jo!

De dersens små poser med ærter (eller ris eller perler) kan faktisk gøre det ud for en hel eftermiddags fantasifuld og lærerig leg hjemme i mit hus! Og dét endda helt uden indblanding fra mig.

Ja, du læste rigtigt. Ungerne ud på gulvet med en spand og 10 ærteposer = En hel eftermiddag, hvor jeg kunne sysle med det, jeg havde lyst til uden at blive forstyrret af børn, der krævede mig.

Bonus = Dygtige børn.

Med ærteposerne får to børn på 4 og 6 år nemlig

• trænet basale bevægelser som at kaste og gribe og balancere
• stimuleret følesansen ved at holde på ærteposerne med hele kroppen(fx armhulen – århja, hvor sejt)
• udfordret sig selv matematisk-logisk og sprogligt ved at finde på en leg og konstruere legens regler og pointsystem
• stimuleret den rumlige sans (labyrintsansen) ved at bevæge sig rundt uden at gå ind i hinanden eller møblerne, samtidig med at de skal have øjnene på ærteposerne
• trænet øje-hånd-koordination og afstandsbedømmelse
• styrket selvtilliden hver gang noget lykkes for dem
• trænet deres samarbejdsevner

Sikke en fest! Kig med her:

Sif og Tue har lånt en bunke håndsyede ærteposer (fra Myguggi.com), så vi kan tage nogle fine billeder af deres sjove påfund. Men inden vi kan gå i gang, skal de selvfølgelig først deles ligeligt mellem de to deltagere - og også efter farver (meget vigtig detalje)!

Så går vi i gang! Kaster op i luften, griber med hænder. Det er nemmere end med en bold, fordi ærteposerne falder langsommere og ikke smutter ud af hænderne.

"Basketball"

Det regner med ærteposer! De kaster alle ærteposerne op i luften over sig og ser, hvor de lander.

Se, den landede lige på hovedet!

Der blev også eksperimenteret med om man kunne puste til ærteposerne, så de faldt ned fra spanden, som stod med bunden opad. Det kunne man ikke, fandt de ud af. Men et par dage efter kom Sif og fortalte, at hun nu var blevet meget bedre til at kaste og gribe en bold. “Det har jeg lært, fordi jeg øvede mig med ærteposerne”.

Kunne du også godt tænke dig en frieftermiddag? Eller har du i virkeligheden lyst til at være med i løjerne sammen med dit barn? Så kan du jo sy dine egne ærteposer. Det kan du da. Du kan også prøve at vinde et startsæt hos mig. Meld dig til konkurrencen her (hvor du også kan læse om ærteposeleg med baby).

Hver gang vi er i skoven med børnene, bliver jeg så glad for, at vi har den tæt på. Det er den bedste legeplads. Man skal sådan set bare slippe børnene løs, så opsøger de selv udfordringer og oplevelser. Og man kommer hjem med trætte børn, som er mættede af sansestimulering og fulde af selvværd og selvtillid, fordi de klarede strabadserne (som de selv opfandt) og er blevet en smule bedre til det hele.

I skoven er der nemlig

• rig mulighed for at træne mange af de basale, naturlige bevægelser, som det er vigtigt at beherske.

• anderledes sanseoplevelser, hvis man er stille og lytter, snuser, sætter sig på hug og kigger; der er lys og mørke (uh, trolde?), varieret terræn, pletter med sol og et himmelbillede med perspektiv

De voksnes opgave er at

• passe på børnene uden at være pylrede
• lade børnene løbe frit uden at ødelægge skoven
• sige: “Ja, jeg ser dig”, når børnene råber “Se mig! Se mig!”. Eller: “Ja, du klatrer”, når børnene siger “Se, jeg klatrer”. Man behøver ikke at vurdere dem ved at sige, at de er dygtige. I stedet kan man anerkende den berusende følelse, de har i kroppen, når noget lykkes for dem, ved at kommentere oplevelsen og fx sige “Uh, det må kilde i maven! Du er højt oppe nu! Jeg kan se, du går på line, det vidste jeg slet ikke, du kunne!”

Her er det en 4-årig og en 6-årig, der

...løber...

...kaster...

...går balancegang...

...klatrer op...

...hopper ned...

...finder flotte sten...

Og babyen kigger på træer og himlen, indtil han falder i søvn i den friske luft med fuglefløjt og vindens susen og de andre børns glade stemmer i ørerne.

“Børn kan ryge bagud i ni-måneders-alderen” kunne man læse på Politiken.dk d. 17. februar, 2010. Artiklen refererer til en ny britisk undersøgelse, der påviser sammenhængen mellem børns motoriske udvikling i ni-måneders-alderen og deres evne til at lære som 5-årige. I følge artiklen viser undersøgelsen, at de børn, som i ni-måneders alderen ikke klarede nøgleprøverne i motorisk udvikling (sidde op uden hjælp, kravle, stå og tage de første skridt), var bagud i forhold til gennemsnittet i kognitive tests taget som fem-årige.

Jeg er da glad for, at jeg ikke læste den artikel, da mit andet barn, Sif, var 9 mdr.!

Hun var sådan en lækker, lille, tyk baby, som ikke brød sig om at ligge på maven og som trak benene op under sig, når man ville have hende til at stå. Det sagde hende ikke en dyt. Og det var først som 1-årig, at hun begyndte at gumpe sig rundt i stuerne…

I dag er hun 5 år, og det eneste punkt, hvor hun er “bagud” i forhold til sine jævnaldrende, er i sin udtale af bløde d’er (ned, mad, ud, osv.). Her lyder hun som en indfødt fynbo – dvs. udtaler d’erne som j – på trods af, at vi bor på sjælland (dermed ikke sagt, at fynboere er bagud;-)).

Det er jo ikke noget nyt, at den motoriske udvikling hænger nøje sammen med hjernens udvikling generelt. Og at de stimuli, som barnet i det hele tager får i dets første leveår, har betydning for, hvordan det klarer sig resten af livet.

Så hvad skal du gøre, hvis du har en ni-måneders baby, der ikke kravler og som slet ikke har nogen fornemmelse for gulv som et muligt ståsted i livet?

Du skal i hvert fald ikke blive ulykkelig, og heller ikke irriteret på det intetanende, afslappede barn.

Du skal først og fremmest glæde dig over alt det, dit barn er rigtig god til.

Og så skal du kompensere for den manglende motoriske kompetence ved at lege med dit barn, for at hjælpe det med at udvikle de forskellige sanser.

At kunne kravle, stå og gå handler om

• Balance
• Muskler
• Rumlig sans
• Samarbejde mellem højre og venstre side

I skal bevæge jer rundt stuer og værelser.

I skal lave rullelege.

I skal lave balancelege.

I skal lege på maven og på alle fire.

I skal lege på kryds og tværs med arme og ben.

Selv efter al den asen og masen, er det ikke sikkert, at din baby kommer til at kravle eller gå tidigere. Men hun får erfaringer med de nævnte sanser, og dét vil stimulere hendes hjerne, så det sagtens kan ende med, at hun bliver en superlærende 5-årig!

Se lige et flot træ!

Det kunne jeg godt tænke mig at klatre op i. Og sidde og spise eftermiddagsmadpakke…

Dét var ordene, da Sif (5 år) og jeg gik en tur langs den træbesmykkede kyst, og pigen, som er dedikeret fan af prinsesser og farven lyserød, faldt i svime over dette fantastiske træ. For hun er rent faktisk også klatre-i-træer-mester, og ganske erfaren ud i kunsten at spise madpakke i 3 meters højde…

Jeg faldt også i svime.

Men mest over det ønske, som ordene udtrykte. For det udsprang ikke bare af fantasien. Det var tværtimod meget sanselige erindringer, som vækkede en trang i hendes krop og en stemning i hende sind. Hun har klatret i et par år efterhånden, så hun ved præcis, hvordan fødder og hænder skal placeres på træet, ja, alle muskler i hendes krop ved, hvordan de skal arbejde og samarbejde, så hendes yndige korpus kan placere sig på den høje gren.

At klatre i træer involverer ALLE sanser: Muskel-ledsansen, balancesansen, lugte-, syns- og høresansen, muligvis endda smagssansen? Det skal jeg lige spørge Sif om;-)

At være god til at klatre i træer er i virkeligheden basal barnelærdom. Det er ikke sikkert at en træklatremesterpowerprinsesse sådan helt konkret er en titel, man kan drage nytte af at bære resten af livet. Helt sikker er det dog, at de spor, der er blevet trukket i hjernen på det 3-5-årige klatrebarn, vil være en fordel i mange andre sammenhænge. Det vil betyde, at dit barn har rigtig gode forudsætninger for også at lære på det intellektuelle plan, både nu og senere. Samtidig vil den pumpende adrenalin, efterfulgt af en boblende sejrsrus i en trætop med udsigt over hele verden, betyde, at barnet kravler ned fra træet igen fuld af selvtillid. Og dét er da en kompetence, der er værd at have resten af livet.

Men hvordan avler man så en en lille abe?

Åh, jo, man skal selvfølgelig stimulere sit barns sanser lige fra dag ét. Men den allerførste øvelse (for dig) er: SLIP BARNET FRI!

Lad være med at fjerne alle sten på barnets vej.

Vis dit barn, at du stoler på, at det selv kan.

For hvis du åbner verden tillidsfuldt for dit barn, vil barnet helt naturligt gå løs på den med al dets charme og selvtillid, og sørge for at udfordre alle sanser.