I går skete det.
Det skal ske mindst én gang, når man har en baby – ligesom et fald fra sofaen eller dobbeltsengen: Baby bliver ikke hørt i sin barnevogn, og er opløst af gråd, når nogen endelig bliver opmærksom og tager den hikstende baby op af den dumme, dumme barnevogn…
I går var det Pelles tur. Fordi jeg ikke kunne finde den ene babyalarm, og dernæst ikke lyttede ved vinduet på det rigtige tidspunkt. Så han græd ikke bare. Han skreg.
For ikke så mange årtier siden mente man, at det var godt for lungerne, når babyen skreg. Det, ved man heldigvis i dag, er det værste vrøvl (selvom meget uoplyste bedstemødre selvfølgelig stadig går og belærer nybagte mødre med den slags ammestuehistorier. Jo, det gør de, jeg har selv hørt det fra flere mødre!) Til gengæld er der mange i dag, der tror, at babyen bliver forkælet, hvis man reagerer promte på gråd. Det er stadig temmelig udbredt at acceptere, at babyer allerede fra 3 mdr. ligger alene og græder sig selv i søvn. Det er ikke godt. Faktisk er det rigtig skidt.
Gråd i sig selv er ikke farlig, så længe babyen ikke er overladt til sig selv. Gråden er jo et udtryk for, at noget er galt, og da en baby ikke er i stand til at berolige sig selv, er det vigtigt at være der for en grædende baby. Hvis man i stedet lader babyen ligge længe og græde, vil stresshormoner begynde at skylle gennem hjernen. Og er dét noget, der står på gentagende gange, vil det påvirke hjernens udvikling uhensigtsmæssigt.
Men vi vil da gerne have livsduelige, trygge og harmoniske børn, som vokser op og er i stand til at tackle stressede situationer (som jo er en naturlig del af livet), og som synes, at livet er dejligt, og som har tillid til andre mennesker – vil vi ikke?
Ud med lykkepiller og ind med kroppens egne lykkehormoner fra dag ét!
Så mig og min dårlige mor-samvittighed løb ud efter Pelle og så gjorde vi alt, hvad vi kunne for at give både Pelle og mor et oxytocin-boost:
Jeg lagde mig tæt sammen med Pelle under den varme dyne og ammede ham, imens vi kiggede hinanden i øjnene og jeg snakkede beroligende til ham. Bagefter tog jeg al tøjet af ham og masserede ham over det hele. Til sidst legede vi cykle-, rulle- og flyvelege, så vi fik grinet en masse sammen:-)
Alt det, der står med fed skrift, er med til at stimulere hjernens antistress-system, hvor oxytocin (lykkehormon) udløses og niveauet af stresshormoner sænkes til det normale.
Det er godt for ungerne – og for os!
Og min Pelle kom i balance igen, og fik sig en dejlig lur i sengen bagefter:
