Posts Tagged by klatre

Hver gang vi er i skoven med børnene, bliver jeg så glad for, at vi har den tæt på. Det er den bedste legeplads. Man skal sådan set bare slippe børnene løs, så opsøger de selv udfordringer og oplevelser. Og man kommer hjem med trætte børn, som er mættede af sansestimulering og fulde af selvværd og selvtillid, fordi de klarede strabadserne (som de selv opfandt) og er blevet en smule bedre til det hele.

I skoven er der nemlig

• rig mulighed for at træne mange af de basale, naturlige bevægelser, som det er vigtigt at beherske.

• anderledes sanseoplevelser, hvis man er stille og lytter, snuser, sætter sig på hug og kigger; der er lys og mørke (uh, trolde?), varieret terræn, pletter med sol og et himmelbillede med perspektiv

De voksnes opgave er at

• passe på børnene uden at være pylrede
• lade børnene løbe frit uden at ødelægge skoven
• sige: “Ja, jeg ser dig”, når børnene råber “Se mig! Se mig!”. Eller: “Ja, du klatrer”, når børnene siger “Se, jeg klatrer”. Man behøver ikke at vurdere dem ved at sige, at de er dygtige. I stedet kan man anerkende den berusende følelse, de har i kroppen, når noget lykkes for dem, ved at kommentere oplevelsen og fx sige “Uh, det må kilde i maven! Du er højt oppe nu! Jeg kan se, du går på line, det vidste jeg slet ikke, du kunne!”

Her er det en 4-årig og en 6-årig, der

...løber...

...kaster...

...går balancegang...

...klatrer op...

...hopper ned...

...finder flotte sten...

Og babyen kigger på træer og himlen, indtil han falder i søvn i den friske luft med fuglefløjt og vindens susen og de andre børns glade stemmer i ørerne.

Se lige et flot træ!

Det kunne jeg godt tænke mig at klatre op i. Og sidde og spise eftermiddagsmadpakke…

Dét var ordene, da Sif (5 år) og jeg gik en tur langs den træbesmykkede kyst, og pigen, som er dedikeret fan af prinsesser og farven lyserød, faldt i svime over dette fantastiske træ. For hun er rent faktisk også klatre-i-træer-mester, og ganske erfaren ud i kunsten at spise madpakke i 3 meters højde…

Jeg faldt også i svime.

Men mest over det ønske, som ordene udtrykte. For det udsprang ikke bare af fantasien. Det var tværtimod meget sanselige erindringer, som vækkede en trang i hendes krop og en stemning i hende sind. Hun har klatret i et par år efterhånden, så hun ved præcis, hvordan fødder og hænder skal placeres på træet, ja, alle muskler i hendes krop ved, hvordan de skal arbejde og samarbejde, så hendes yndige korpus kan placere sig på den høje gren.

At klatre i træer involverer ALLE sanser: Muskel-ledsansen, balancesansen, lugte-, syns- og høresansen, muligvis endda smagssansen? Det skal jeg lige spørge Sif om;-)

At være god til at klatre i træer er i virkeligheden basal barnelærdom. Det er ikke sikkert at en træklatremesterpowerprinsesse sådan helt konkret er en titel, man kan drage nytte af at bære resten af livet. Helt sikker er det dog, at de spor, der er blevet trukket i hjernen på det 3-5-årige klatrebarn, vil være en fordel i mange andre sammenhænge. Det vil betyde, at dit barn har rigtig gode forudsætninger for også at lære på det intellektuelle plan, både nu og senere. Samtidig vil den pumpende adrenalin, efterfulgt af en boblende sejrsrus i en trætop med udsigt over hele verden, betyde, at barnet kravler ned fra træet igen fuld af selvtillid. Og dét er da en kompetence, der er værd at have resten af livet.

Men hvordan avler man så en en lille abe?

Åh, jo, man skal selvfølgelig stimulere sit barns sanser lige fra dag ét. Men den allerførste øvelse (for dig) er: SLIP BARNET FRI!

Lad være med at fjerne alle sten på barnets vej.

Vis dit barn, at du stoler på, at det selv kan.

For hvis du åbner verden tillidsfuldt for dit barn, vil barnet helt naturligt gå løs på den med al dets charme og selvtillid, og sørge for at udfordre alle sanser.