Posts Tagged by billedbøger

Et fantastisk babyspil med flashcards

Mit babyspil kom med posten fra Gyldendags Børnebogklub, og jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk overfor konceptet. Forudså, at kortene i løbet af nulkommadut ville være spredt udover hele stuegulvet.

Mit babyspil består af 20 flashcards med lækre fotos af dyr, frugt/grønt og andre ting, samt af små børn med forskellige ansigtsudtryk. Og, ja, de bliver hurtigt spredt og kastet med, men når man sætter sig og spiller med barnet, så virker de! Anderledes end en almindelig babybog!

Man kan spille med flashcards’ene på forskellige niveauer:

Trin 1. Nogle få brikker vælges ud. Man viser barnet en brik ad gangen og fortæller om motivet. Hvis man bruger babytegn, laver man desuden babytegnet, der passer til.

Trin 2: Nogle brikker lægges ud på gulvet med billedsiden nedad. Barnet tager brikkerne op et ad gangen, og man fortæller om de pågældende motiver.

Trin 3: Man lægger brikkerne på gulvet med billedsiden opad, og beder barnet om at finde et bestemt motiv, fx “Hvor er koen?”

Trin 4: Man lægger brikkerne på gulvet med billedsiden opad, mens man fortæller barnet om motiverne. Derefter vender man kortene om, så billedsiden nu er nedad. Man siger fx. “Hvor er hunden?”, og så skal barnet forsøge at huske, hvor kortet med hunden er og tage brikken op.

Jeg synes, det virkede utroligt godt, da jeg spillede det med Pelle (16 mdr.). Han var meget optaget af billederne og vores snak om dem.

Når man læser i en bog, har barnet ofte lyst til at bladre hurtigt igennem bogen eller også er der flere motiver på én side, som kan gøre det svært for barnet at fokusere på ét billede. Med flashcards kan man nemt dvæle i længere tid ved ét billede. Og hvis barnet bliver ukoncenteret, kan man gemme de andre kort;-)

Flashcards bliver brugt meget, når man underviser børn, der er forsinket i deres sproglige udvikling.
Som babyspil fungerer de ligeså sprogstimulerende.

Man kan købe Mit babyspil gennem Gyldendals Børnebogklub.

Har man et billedlotteri eller et vendespil med gode billeder, kan man også bare bruge det, selvom kartonkvaliteten selvfølgelig ikke er den samme.

Han ligner sig selv – og dog

Efter en måneds sommerferie mødtes jeg med en mødregruppe igen til nogle flere timer med Tutti Babymassage. Babyerne havde forandret sig på den måned, det var tydeligt at se. Fysisk, men også udtrykket i ansigtet.

“Men Pelle han ligner sig selv”, sagde de i  mødregruppen.
Pelle blev ni måneder i sommerferien. Og ja, de ydre forandringer er knap så tydelige. Han kravler ikke endnu..hosthost…den magelige dreng. Han møver sig rundt på numsen, men ikke sååå langt. Mest rundt.
Til gengæld kan han sidde længe fordybet i at undersøge legetøjet.

Og så har han fået interesse for bøger!

Hihihi, griner han med lys stemme og iagttager opmærksomt siderne forvandle sig, når der bladres. Det er ren magi! Kimen er lagt til at læse Harry Potter om 10 år som storebror Malte:-)

Når jeg holder foredrag om babytegn og den sproglige udvikling, bliver jeg tit spurgt om, hvornår man kan læse bøger med sin baby. Og til det kan jeg kun svare: Når baby er klar til det. Det er, som med så meget andet, utroligt individuelt. Men du kan sagtens begynde at prøve fra 9 mdr.-alderen. Hvis din baby er mere interesseret i at sutte på bogen og rive i siderne, gemmer du bare bøgerne lidt endnu… (Et tip: Anskaf STORE pege-pap-bøger, som baby ikke så nemt kan tage i hånden og putte i munden…)

Udviklingspsykolog Dion Sommer, som har forsket i børns udvikling i daginstitutioner, fortalte i går i P1, at når de voksne læser bøger med børnene til samling lige inden frokost, så er det noget, der i den grad booster børnenes sprogudvikling. Både hvad angår ordforråd, grammatik og evne til at formulere sig.
Hvis højtlæsningen vel at mærke foregår i dialog med børnene.

Læs her, hvordan du læser bøger interaktivt med dit lille barn: Højtlæsning med de små

Bogormen

Jeg har fire børn. Tre drenge og én pige. Pelle er den yngste. 6 måneder gammel, og han charmerer os alle med sine glade øjne og herlige latter. Han kan godt blive sur, hvis ingen gider at lege med ham eller hvis han skal skiftes igen-igen, og så skriger han højt og skyder ryg. Men jeg lader mig ikke narre! Næ, nej, det barn besidder virkelig et roligt temperament, og der er ingen tvivl om, at han vokser op og bliver den mest nuttede og nørdede lille dreng. Sådan en, der vil foretække at sidde og læse bøger hele dagen eller kigge efter trækfugle over klinten i sin kikkert. Jeg ved bare, at det bliver piece of cake at have fire børn, fordi han er det nemmeste barn i verden…

Se bare, hvordan han allerede tænder på bøger:

(sidder du ved en computer, der ikke vil afspille videoen, så følg dette link)

Læg mærke til, hvor fint han ser fra det ene billede til det andet.
Begejstres over indholdet på hver side (en flyvemaskine.)
Rækker ud efter bogen, da den er slut, for selv at læse den igen.

Det er slet ikke noget, der normalt gør sig gældende for babyer på 6 mdr. Slet ikke.

Og det der med at han skyder ryg, det sker altså ikke så tit. Kun engang i mellem. Ja, det er vel kun hændt et par gange. Nu, hvor jeg tænker mig om, tror jeg faktisk slet ikke, jeg kan huske, hvornår det sidst var. Hvor heldigt!

En vinder

Jeg rider stadig på en bølge af godt humør og en lillebitte smule overskud fra 4 påskedage med børn og mand:-)

Men jeg balancerer helt forsigtigt nu, hvor jeg er på vej ind i maj, som byder på næsten fuldt bookede uger med babykurser plus en bonusuge som alenemor (med 4 børn, husk lige det).

Det skal helst ikke begynde at blæse op.

Jeg skulle meget nødigt bevæge mig ind i skærfyldt farvand.

For så er jeg ikke sikker på, at jeg holder mig oven vande!

Nå, pyt, hvis det skulle ske. Der kommer nok en helligdag og redder mig. Vil bare lige sige undskyld på forhånd, hvis jeg skulle komme til at dryppe på dit gulv.

Men lige nu er der ingen fare, og jeg har planer om at bevæge mig selv, mit overskud og mine unger ned på biblioteket og finde nogle gode bøger. (Ja, solen skinner, men her stinker af gylle herude på landet!) Vi skal nok have nogle flere sjove rimbøger OG nogle nye læse-let-bøger om Sif til Sif:-) Kunne også være, vi skulle kigge efter nogle af de bøger, som søde bloglæsere har foreslået: Sorte Sambo, Tre Bukke Bruse, Ali Baba, De tre små bjørne.

Som tak for bidrag og kommentarer har jeg trukket en vinder af pegebøger med Plet, og det er…

TANJA!

Så, Tanja, hvis du mailer mig din adresse, så skal jeg gerne gå forbi Posthuset, når jeg alligevel er i byen efter bøger:-)

Hov, forresten. Jeg skal også låne en bog til mig selv! I påsken læste jeg “Sandheder fra en løgner – krakelerede glansbilleder fra et voksenliv” af Julia Lahme. Ganske interessant og underholdende læsning om kvindeliv, så jeg tænker, at jeg også skal have læst “Hvor lagde jeg babyen?” af samme forfatter.

God weekend!

Rim og leg for store og små

At læse for søskende kan være noget af en udfordring, som jeg tidligere har nævnt.
Det, der fungerer bedst, er faktisk at lade højtlæsning være en hyggestund, hvor ét barn får mor eller far helt for sig selv.

Herhjemme læser jeg som regel med Tue (4 år) om morgenen, når de store er i skole og inden vi kører i børnehave.

Sif (6 år) læser jeg med om eftermiddagen, inden vi henter Tue.

Malte (10 år) læser jeg med i weekenden, imens de andre laver noget andet og deres far kan tage sig af dem, hvis det skulle blive nødvendigt. Ellers kan det være meget svært at læse uforstyrret.

Hvornår læser du med dine børn?

Man kan godt være heldig med at finde bøger, der lige rammer en aldersgruppe, som to søskende tilhører. I sommers læste vi fx Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg for Sif og Malte.

Lige for tiden er både Sif og Tue meget glade for rim og vrøvleremser. Vi læser fx de gode gamle i Abel Spendabel/Okker Gokker. Og Pelle (6 mdr.) kan faktisk også være med, hvis han ikke skal sidde stille hele tiden. Derfor laver jeg nogle små bevægelseslege med ham til nogle af rimene, fx:
Bro, bro, brille
Oppe i gardinerne
Og Peter Mathisen

Peter Mathisen
red på grisen
over isen
med avisen.
Først gik isen
så gik grisen
så gik lille Peter Mathisen.

Legebeskrivelse
Linie 1-4: Ride-ranke på skødet med ansigtet vendt mod dig
Linie 5: Lad baby falde lidt ned mellem dine knæ
Linie 6: Lad baby baby falde længere ned og bagud
Linie 7: Lad baby falde helt bagud med hovedet nedad eller lad baby slå en baglæns kolbøtte i luften og ned på gulvet

Ride-ranke-leg er god balanceøvelse. Baby mærker rytmen i hele kroppen, og det er meget stimulerende for babys lyst til at lave lyde samtidigt.
“Fald” kilder i maven og får trænet babys muskler i at reagere hurtigt. Uha-oplevelser udvikler også tillid og tryghed.

Højtlæsning med de små

Sif, mit 2. barn, var meget lang tid om at begynde at tale. Hun kunne kun sige ganske få ord, da hun var 2 år, indtil en dag nogle måneder senere, hvor ordene nærmest væltede ud af munden på hende. De var nemlig inde i hovedet på hende allerede. Et forråd af ord, som hun havde opbygget gennem mange “samtaler” med mig og resten af familien, og hvem, der ellers havde lyst til at snakke med hende. Allerede før hun fyldte et år, var hendes yndlingsbeskæftigelse at læse bøger, og det første hun gjorde, når vi fik besøg, var at vende bunden i vejret på bogkassen. Og så kravle op på skødet af gæsten og åbne bøgerne! Uanset om det var en af bedsteforældrene eller et helt nyt bekendtskab.

Helt anderledes var det med hendes lillebror, Tue, som hurtigt fik tungen på gled. Til gengæld tændte han ikke rigtigt på det dér med at læse bøger. For ham handlede det mest om at bladre i dem. Meget hurtigt. Men nu hvor han er blevet fire, sidder han hver aften og “læser”, tæller ord og finder bogstaver, han kender.

Min pointe er, at det er meget forskelligt, hvornår de små er klar til at læse i bøger. Man må prøve sig frem og altid lade højtlæsning foregå på barnets præmisser.

Her er nogle tips til, hvordan man kan læse bøger med sit lille barn:

Før barnet kan tale:

  • læs billed-/pegebøger med genkendeligt indhold (dyr, mad, legetøj o.l.)
  • peg på billederne og sig, hvad det er (fx “en hund”)
  • spørg barnet om det kan finde billederne (“hvor er hunden?”)
  • peg på billederne og spørg hvad det er
  • lad barnet pege på billederne, så du kan sige, hvad det er

Når barnet kan (eller prøver at) sige få ord:

  • læs også billedbøger med en simpel handling og evt. lidt tekst
  • brug samme taktik som før
  • lad barnet pege og spørge dig, hvad det er (“det?”)
  • læs teksten eller fortæl med dine egne ord, som du ved, dit barn forstår
  • spørg til det, der sker på billederne (“hvad laver hunden?”)
  • sæt lyd på handlingen (“vov”, “plask”, “brumm” osv.)

Når dit barn er godt i gang med at tale (omend med sin helt egen udtale:-))

  • fortsæt som før
  • spørg til lyde
  • spørg til farver
  • spørg til humør
  • spørg om barnet kan huske, hvad der sker på næste side
  • lad barnet læse bogen for dig
  • sig teksten i kor
  • peg på ordene, imens du læser

Husk, at jeg trækker lod på fredag d. 29/4 om en lille samling pegebøger med hunden Plet – du kan stadig nå at være med:)

Vind pegebøger med Plet

Jeg synes, det er så hyggeligt at “hilse på” bloggens læsere – gamle  som nye (og velkommen til jer, der har kigget ind via bloggen Karen Klarbæks Verden, hvor jeg har fået lov at være en af “Perlebloggerne” i denne uge).

Derfor vifter jeg jer nu om næsen med en perfekt lille bogsamling for de små, nemlig “Mine første bøger” med hunden Plet. Samlingen består af 5 små pegebøger, hvor man får sat ord på både legetøj, dyr, m.m. Og så er det sådan nogle søde tegninger.

Jeg elsker at læse højt, og det var noget af det, jeg glædede mig mest til ved at få børn. Hygge med et barn og en masse bøger…

At jeg så fik fire børn, er en anden historie, men jeg kan da afsløre, at det godt kan trække hyggen lidt ud af højtlæsningen for en 6-årig, når den 4-årige HELE tiden afbryder, sætter fingeren ned i bogen og spørger “Hvorfor gør han sådan? Hvad er det?”, alt imens babyen forsøger at SPISE bogen. Og nej, man kan ikke gemme sig for de mindre søskende (eller kan man?? Hmm).

Nå, men hvis du kunne tænke dig lidt nye bøger til en hyggestund med din guldklump, så skriv en kommentar og nævn din yndlingshøjtlæsningsbog!

Hvis du skriver en kommentar OG melder dig som fast læser (via Google/Tuttinyt/Facebook/E-mail-subscribtion), så får du to lodder, når jeg trækker lod d. 29. april.

Pegebøger er i øvrigt geniale, hvis man bruger babytegn:-)

Få mere at vide om babytegn: Tilmeld dig mit e-mailkursus
“Babytegn – Kom godt i gang”

Hvor højt tror du jeg elsker dig

A propos fortællinger om kærlighed

De bedste fortællinger er dem, vi kan spejle os i.
Fortællinger, der beskriver verden, så vi får ord at sætte på den.
Fortællinger, der beskriver følelser, som vi genkender.

Det gælder både store og små.

Sådanne fortællinger er denne lille serie for de mindste (fra 18 mdr.-5 år ca.) , som helt klart er nogle af favoritterne på bogreolen:

Skønne illustrationer, som man kan gå på opdagelse i, og enkle, finurlige, genkendelige samtalelege mellem far/mor og barn.

Hvor højt tror du jeg elsker dig er historien om den lille harekilling, der ikke kan strække poterne langt nok i vejret og ikke kan hoppe højt nok for at overgå farens kærlighed.

I Hvor højt tror du jeg elsker dig om foråret fortæller store hare lille hare, hvad ting i naturen forvandler sig til, fx en haletudse til en frø, og at lille hare en dag vil blive stor.

I Hvor højt tror du jeg elsker dig om sommeren vælger store og lille hare på skift, hvilken farvenuance de bedst kan lide. Store hare kan bedst lide den brune nuance lille hares pels har.

I Hvor højt tror du jeg elsker dig om efteråret springer store hare og lille hare rundt blandt bladene. Lille hare leger kassespøgelse og forskrækker store hare – og det bliver startskuddet til en herlig spøgelses-tagfat.

Og i Hvor højt tror du jeg elsker dig om vinteren finder store hare og lille hare ting i naturen, der passer sammen, fx edderkoppen og dens spind og en fugl og en fjer.

Jeppe-bøgerne

Uh, jeg kan godt lide navnet Jeppe! Min kæreste lider desværre ikke helt af samme forkærlighed til det navn, så det sidste skud på stammen kom i stedet til at hedde Pelle;-) Jeg har mødt en del små søde Jepper, men min YndlingsJeppe er nu den lille knøs fra Jeppe-bøgerne.


(mere…)