Posts Tagged by barndom

Tak til Louise og Emma, Linette og Ronja, Christina og Alfred, Mie og Sebastian for mange hyggelige timer med babyrytmik og babymassage og for en dejlig 1000-tak-for-denne-gang-buket i farver, der matcher min stue og mig:-)

Jeg er i øvrigt ved at samle en buket selv. Til dig, kære læser:-)
En buket af tips til stimulering af baby fra dag ét, som kan få baby til at blomstre!

Alle, der følger mig fast, vil få buketten foræret i form af en e-bog, som jeg kalder “Boost din baby”. Hvornår e-bogen ligger klar, tør jeg ikke sige noget om, for jeg holder stadig barsel på deltid, og en baby kræver sin opmærksomhed, som I ved… Men det kribler i mine fingre for at gøre den færdig. Skal vi satse på 14 dage?

Efter at have skrevet indlægget om skoven som lærende legeplads kom jeg til at tænke på, at vores fantastiske dagplejemor, “Rikke i skoven”, sikkert havde nogle gode idéer til sansemættet skovleg for de helt små. Hun bor lige overfor Bøgeskoven (Stevns), og tilbringer tid i den sammen med ungerne hver dag – undtagen de dage, hvor de går en tur på strandengen og ned til vandet, som ligger på den anden side af huset:-)

Rikke har passet Tue, og skal også passe Pelle (om laaang tid) – bl.a. fordi en hverdag med naturen som ramme er med til at stimulere deres udvikling på en anden måde end i en almindelig dagpleje/vuggestue.

Jeg har spurgt Rikke, hvad hun kan finde på at lave med de små i skoven i denne forårstid, og her er nogle af hendes idéer:

• lige nu er det super sjovt med alle de små krible krable dyr der er under sten, grene og stammer i skoven
• finde en tynd pind at prikke/samle blade op med.
• lave kikkerter af toiletruller,og så er legen jo igang;0)
• plukke anemoner, dufte til dem og sætter dem i vand, så de pynter på bordet
• fuglens tabte fjer er også et godt fund, de kan kilde på kinden,og prikkes ned i jorden, så de står fint
• og så er der jo fuglefløjt på hele turen
• skulle det regne lidt, ja, så er skov-duften jo dejlig. Det er en fed tid lige nu!

www.rikkesprivatenaturdagpleje-stevns.dk

A propos fortællinger om kærlighed…

De bedste fortællinger er dem, vi kan spejle os i.
Fortællinger, der beskriver verden, så vi får ord at sætte på den.
Fortællinger, der beskriver følelser, som vi genkender.

Det gælder både store og små.

Sådanne fortællinger er denne lille serie for de mindste (fra 18 mdr.-5 år ca.) , som helt klart er nogle af favoritterne på bogreolen:

Skønne illustrationer, som man kan gå på opdagelse i, og enkle, finurlige, genkendelige samtalelege mellem far/mor og barn.

Hvor højt tror du jeg elsker dig er historien om den lille harekilling, der ikke kan strække poterne langt nok i vejret og ikke kan hoppe højt nok for at overgå farens kærlighed.

I Hvor højt tror du jeg elsker dig om foråret fortæller store hare lille hare, hvad ting i naturen forvandler sig til, fx en haletudse til en frø, og at lille hare en dag vil blive stor.

I Hvor højt tror du jeg elsker dig om sommeren vælger store og lille hare på skift, hvilken farvenuance de bedst kan lide. Store hare kan bedst lide den brune nuance lille hares pels har.

I Hvor højt tror du jeg elsker dig om efteråret springer store hare og lille hare rundt blandt bladene. Lille hare leger kassespøgelse og forskrækker store hare – og det bliver startskuddet til en herlig spøgelses-tagfat.

Og i Hvor højt tror du jeg elsker dig om vinteren finder store hare og lille hare ting i naturen, der passer sammen, fx edderkoppen og dens spind og en fugl og en fjer.

I torsdags fejrede vi Pelles 4-mdr.- fødselsdag!

D. 24. februar var samtidig dagen, hvor børnenes far og jeg blev kærester i 1995. Så vi fik fine tegninger af de to store på 6 og 10 år. Med hjerter og påskrevne ord som Sammen i 16 år! Romantik! 4 børn! Jo, de havde skam fanget essensen af Parforholdet;-) Selvom romantik og 4 børn måske ikke ligefrem rimer for øjeblikket… Men sandt er det da, at der har været romantik i luften i hvert fald fire gange i løbet af de 16 år, og dét er vi allesammen lykkelige over!

Kæresteforholdet er en fortælling. Hvert barneliv er en fortælling. Og alle fortællingerne er vævet ind i hinanden. For evigt.
Når vi fortæller og genfortæller familiens historie for hinanden, føler vi os værdifulde, elskede og forbundne.

Og børn elsker at høre fortællingen om dem selv. Særligt når de får søskende og filosoferer over, at de selv har været så små engang.

Tue var 3 1/2 år, da han blev storebror til Pelle, og jeg endnu en gang fortalte historien om vores familie:
Først kom Malte, så Sif…
- Hvor var jeg så?, spurgte Tue.
- Du var der ikke endnu.
- Men hvor var jeg så?

Og jeg kunne godt glemme alt om mor og far og blomster og bier, det var ikke et svar, Tue kunne bruge. Så jeg endte med at fortælle, at han havde været så lille, at man ikke kunne se ham; at han havde siddet på en stjerne og kigget sig om efter en mor, indtil han fandt mig og fløj ned i min mave, hvor han kunne vokse og gro.
Tue var helt stille, imens jeg fortalte. “Ja”, sagde han til sidst, helt rolig og tilfreds.

Livet er et eventyr.

Åh, når lille baby er syg, så græder han rigtig meget, og vil ikke rigtig ligge for sig selv.

Heldigvis er vi herhjemme velsignet med mange søskende, som gerne kommer til undsætning:)

Malte er endda så stor, at han kan bære rundt på sin lillebror.

“Han bliver helt rolig, når man bærer rundt på ham”, siger Malte med smørstemme.

Mon ikke de begge tager noget værdifuldt med sig videre i livet?

For nogle år siden dukkede begrebet ammetyranniet op med henvisning til det arbejde, som sundhedspersonalet gør, for at flere mødre lykkes med at amme deres nyfødte. Rigtig mange har på den konto følt sig presset til at gennemføre amning. Ligesom rigtig mange har startet deres liv som mor med at føle sig utilstrækkelig og som en dårlig mor, fordi de måtte opgive at amme og i stedet give deres baby modermælkserstatning.

Jeg har været på besøg i blogland, og her stødte jeg på et indlæg om, hvordan det kan føles, når man ikke kan amme sin baby. Der er også et link til en artikel om konsekvensen af “ammetyranni”. Jeg synes, det er sørgeligt at høre (men godt, at der er nogle sundhedsplejersker, der er opmærksomme på det.)

Det paradoksale er, at når man i sin tid satte fokus på vellykket amning, var det fordi mange ammeforløb blev ødelagt af for dårlig vejledning og et sundhedspersonale, som “overrulede” de usikre mødre. Mange ammeforløb kom aldrig ordentlig i gang, fordi man ikke var opmærksom på fx vigtigheden af tæt kontakt mellem mor og barn umiddelbart efter fødslen. (Hvis ikke du allerede har gjort det, så prøv at snakke med din mor, om hendes oplevelser…)

Jeg tror, at al det postyr omkring amning dybest set handler om to ting:

1) Kommunikation

2) Kultur.

Ad 1) De allerfleste nybagte forældre er autoritetstro, og rigtig mange sygeplejersker, sundhedsplejersker og læger tror, de er autoriteter. Jeg hører SÅ mange historier, om hvordan sundhedspersonale taler henover hovedet på forældre eller taler ned til dem eller i det hele taget slet ikke udviser respekt overfor forældrenes følelser og meninger, apropos artiklen i linket ovenfor. Ja, nogle glemmer endda i farten at kigge på, om barnet ser ud til at trives, inden de ytrer deres mening om, hvordan forældrene burde gribe tingene an!

Ad 2) Selvom vi lever i et oplyst, civiliseret samfund, så er ammekulturen ikke bare bestemt af den viden, der er på området. Den er i ligeså høj grad præget af tiden og de mennesker, der er her. ALLE har en mening om små børn og amning. Og mange meninger bygger på myter, skrøner, forældet viden og personlige oplevelser (og det gælder i øvrigt også meget sundhedspersonale, som fx stadig opfordrer til at give spædbørn grød/mos, når de er fire mdr., selvom det nu i flere år er blevet anbefalet, at spædbørn fuldammes i seks mdr.). Ammekultur er det, vi siger, tænker, føler og gør – oplyste eller ej.

Prøv fx at læse den her artikel om ammekultur i 1800-tallet.

Artiklen handler om fynske og bornholmske kvinder, der ammede deres børn frit og længe, og dermed havde flere overlevende børn end i resten af landet. Og jeg synes, det er en fantastisk beretning! Hvor var de seje og kloge! Ja, jeg bliver sgu lidt rørstrømsk og frydefuld og sådan lidt “Hæ, så ka’ de lære det”-agtig, når jeg læser den artikel.

Og jeg indrømmer da også blankt: Jeg er stor fan af amning:-) Jeg ELSKER at amme, og så længe mit barn gerne vil, så får det lov. Jep, min bebs får babs – og det både til trøst og til lyst! Fuldstændigt og aldeles frit de første 2 år.

Og det skriver jeg ikke, fordi jeg synes, at alle burde gøre ligesom mig (og de omtalte kvinder for 200 år siden). Jeg skriver det, fordi der måske så vil være en enkelt mor eller to, der læser det her og tænker: “Orv, sådan har jeg det også… Jeg er vist ikke den eneste alligevel.”

For ligesom det er langt ude, at nogle skal føle sig underlagt et ammetyranni, så er det fuldstændig tåbeligt, at andre skal føle sig underlagt en ammekultur, hvor det ikke er normalt at amme meget og længe og det med glæde.

Jeg ville ønske, at vi kunne blive meget bedre til at følge vores hjerte og hjerne, og lade være med at fordømme andre. Opsøge viden i stedet for at lade os koste rundt af fagpersonale/lægfolk/tidens trend. Gøre, hvad der føles rigtigt. Uden skyld eller skam.

For i virkeligheden bør det jo ikke handle om amning eller ej. Det allerallervigtigste er, at barnet får den bedste start på livet som muligt. Barnet skal vokse sig stor og stærk. I krop, såvel som i sind. Barnet skal have noget at spise, OG det skal have de bedste muligheder for at knytte gode, tætte bånd til sin mor.

Der må ikke være nogle barrierer for, at kærlighed og mælk kan strømme frit!

Derfor skal hverken mor eller barn presses. De skal ses, høres, anerkendes, respekteres og nurses.

Så kan det være, at mange flere mødre vil være åbne overfor, hvor tit og hvor længe, barnet vil ammes.

Og at mange flere vil gøre ligesom en, jeg kender: Omfavne barnet, se det dybt i øjnene og vifte kærligt med sutteflasken, imens de frejdigt siger: “Skal du have en bajer, baby?”

Se lige et flot træ!

Det kunne jeg godt tænke mig at klatre op i. Og sidde og spise eftermiddagsmadpakke…

Dét var ordene, da Sif (5 år) og jeg gik en tur langs den træbesmykkede kyst, og pigen, som er dedikeret fan af prinsesser og farven lyserød, faldt i svime over dette fantastiske træ. For hun er rent faktisk også klatre-i-træer-mester, og ganske erfaren ud i kunsten at spise madpakke i 3 meters højde…

Jeg faldt også i svime.

Men mest over det ønske, som ordene udtrykte. For det udsprang ikke bare af fantasien. Det var tværtimod meget sanselige erindringer, som vækkede en trang i hendes krop og en stemning i hende sind. Hun har klatret i et par år efterhånden, så hun ved præcis, hvordan fødder og hænder skal placeres på træet, ja, alle muskler i hendes krop ved, hvordan de skal arbejde og samarbejde, så hendes yndige korpus kan placere sig på den høje gren.

At klatre i træer involverer ALLE sanser: Muskel-ledsansen, balancesansen, lugte-, syns- og høresansen, muligvis endda smagssansen? Det skal jeg lige spørge Sif om;-)

At være god til at klatre i træer er i virkeligheden basal barnelærdom. Det er ikke sikkert at en træklatremesterpowerprinsesse sådan helt konkret er en titel, man kan drage nytte af at bære resten af livet. Helt sikker er det dog, at de spor, der er blevet trukket i hjernen på det 3-5-årige klatrebarn, vil være en fordel i mange andre sammenhænge. Det vil betyde, at dit barn har rigtig gode forudsætninger for også at lære på det intellektuelle plan, både nu og senere. Samtidig vil den pumpende adrenalin, efterfulgt af en boblende sejrsrus i en trætop med udsigt over hele verden, betyde, at barnet kravler ned fra træet igen fuld af selvtillid. Og dét er da en kompetence, der er værd at have resten af livet.

Men hvordan avler man så en en lille abe?

Åh, jo, man skal selvfølgelig stimulere sit barns sanser lige fra dag ét. Men den allerførste øvelse (for dig) er: SLIP BARNET FRI!

Lad være med at fjerne alle sten på barnets vej.

Vis dit barn, at du stoler på, at det selv kan.

For hvis du åbner verden tillidsfuldt for dit barn, vil barnet helt naturligt gå løs på den med al dets charme og selvtillid, og sørge for at udfordre alle sanser.

Der sker noget med ens hjerte, når man bliver mor… (eller er det hjernen, der spiller en et puds?) Pludselig kan man blive rørt over de mest usandsynlige ting. Jeg mener ikke bare rørt. Jeg mener, når man begynder et tude uden varsel over en strofe i en sang eller en historie på tekst-tv eller bare en tanke, som kommer ud af det blå.

Dér går man rundt i en tåge af kaos, som var man blevet besat af daggammelt vasketøj, søvnløse nætter, kilometervis af vandreture med barnevogn, børnegråd og tænders gnidsel. På en måde er man helt sårbar i denne fase af livet. Man har slet ikke overskud til at holde paraderne oppe og lade fornuften råde. Og så er det, man bliver ramt lige i det store, bløde moderhjerte. Fx af et omkvæd som dette:

“Lad mig nu tro, at jorden er flad,

at hajen er glad,

når den viser tænder.

Og lad mig nu bli’ i mit eventyr,

hvor trolde og dyr

er venner, jeg kender.”

Barndommen. Den søde, uskyldige barndom…

Åh, ja, mine børn er stadig så små og uskyldige, og deres barndom er lige nu og her og i mine hænder! Og jeg hader tanken om, at de skal blive store alt for tidligt. Jeg vil fylde deres små liv med eventyr og nisser og kys. Og jeg har ikke travlt med at vænne dem fra brystet/få dem passet/vise dem uhyggelige film/give dem mobiltelefon/younameit! De må være lige præcis dér, hvor de er, og jeg skal gøre mit bedste for at give dem det, de har brug for hver især.

Og disse ord, som allermest var følelser, dukkede op, da jeg lyttede til den sang i min bil.

Du kan lytte til den ved at følge linket her:  www.annemariehassing.dk

Anne-Marie Hassing, som synger, har en dejlig stemme og hun er god til at synge. Det er ikke børnemusik-hits-for-kids, der er på cd’en “Mit eventyr”. Det er popmusik, og der er mange søde sange.

? Hejsa! Jeg har en niece på 15 måneder, og hun kan hverken gå eller kravle, fordi der ikke har været ret meget stimulering i det sidste store stykke tid, pga af at hendes mor ikke rigtig har magtet hende og hendes snart 3-årige søster..(hun ‘numser’ dog)
Hun vil ikke ligge på maven mere, så der sætter hun sig bare op. Så jeg håber virkelig at du kunne fortælle mig nogen øvelser, eller gode råd til at jeg kan hjælpe hende videre (kommer hos dem i lange perioder). Jeg er blevet rådet til, at hun skulle til en sundhedsplejerske, men det er ikke nemt lige at gøre uden at ‘klandre’ forældrene, synes jeg..
Knus, Maria

: Kære Maria. Jeg kan godt forstå, at du bekymrer dig for din niece og hendes familie, når du oplever, at moren ikke magter børnene. De er heldige, at du har overskud til at hjælpe dem! Jeg tror, du har ret i, at du ikke skal “blande dig” som sådan og antyde, at forældrene ikke gør det godt nok. Derimod er det en rigtig god idé, at du aflaster familien ved at passe børnene og måske også tilbyde praktisk hjælp med det huslige.

Hvornår børn begynder at kravle og gå er meget individuelt. Det sker sædvanligvis i perioden 9-12 mdr., men mange børn begynder tidligere, ligesom mange børn først kommer i gang senere.

Du skriver, at din niece helst vil sidde op og bevæge sig omkring på numsen. Dét er hendes “kravlestadie”, og det næste skridt i hendes udvikling vil være, at hun begynder at rejse sig op og forsøger at gå. Det er meget normalt, at børn, der aldrig har været glade for at ligge på maven, begynder at bevæge sig omkring på numsen i stedet for at kravle på alle fire.

I det stadie, hvor barnet er begyndt at bevæge sig rundt, er det rigtig godt at stimulere sanserne ved at opleve forskellige underlag. Hun skal med andre ord have mulighed for at bevæge sig rundt på gulv, græs og sand og der må gerne være små forhindringer, som hun skal henover, fx puder, madrasser, tumledyr (som dem fra bObles).

Leg også med kravletunnel og badebold, tril med små bolde, så hun vender og drejer sig, rækker ud efter og griber om boldene.

Læg hende på maven af en badebold eller en gym-bold, hold let om hendes ben/numse, så hun selv skal holde balancen, når bolden trilles op og ned og fra side til side.

Ride-ranke-lege er også gode for balancen, hvis man kun holder barnet i hænderne eller rundt om hofterne og får barnet ud i forskellige udfordrende positioner ved fx at vippe barnet fra side til side eller lave gå-bevægelser i stedet for hop.

At gynge og snurre rundt og blive vendt op og ned er også en super måde at stimulere balancen på. Hvis hun ikke bryder sig om at hænge med hovedet nedad, imens hun bliver holdt i lårene, kan I slå kolbøtter i stedet. Sæt dig på en stol med adskilte ben og placer hende med numsen på dit bryst og fødderne mod dine skuldre. Hold hende under armene og snur hende bagud så hun lander på benene eller numsen. Du kan også lave den stående.

Når først hun har lært at gå, vil hun også begynde at kravle, når hun leger. Alle de basale bevægelser som at kravle, gå, hoppe m.v. opøves hele vejen op gennem børnehavealderen. Det sker spontant hos barnet i leg, eller gennem leg med voksne.

Jeg håber, du har fundet inspiration i mit svar. God fornøjelse!

Kærlig hilsen Stine

Spørgsmål og svar er tidligere udgivet på www.baby.dk