Posts Tagged by amning

Det har været ferietid her i huset. Og som undervisere er vi jo vant til, at der er ca. 5 uger at gøre brug af. Så vi lægger planer. Drømmer og fantaserer om alt det, vi nu endelig har tid til at få gjort.

Så da børnenes ferie startede, bevægede jeg mig langt væk fra computeren og syede stuegardiner, som rent faktisk kan trækkes fra pillede gardiner ned.

Indrettede huset mere funktionelt tømte en kommode. Tørrede en numse. Flyttede kommoden et andet sted hen. Tørrede en anden numse. (Nu står kommoden så dér og ryster i spænding over, hvad den mon nu skal indeholde. Eller vent lidt. Den ryster ikke mere. Måske står den egentlig bare og nyder freden i de tomme skuffer. Og håber i det skjulte på, at jeg har glemt alt om den… Men dét har jeg ikke! Jeg har store planer, bare vent.)

Vi sov længe jeg ammede en gang i timen fra kl. 4 og indtil babyen vågnede sådan rigtigt kl. 7.00. God morgen!

Jeg gjorde hovedrent vaskede tøj. Madede og kyssede Pelle. Vaskede mere tøj. Kyssede og puttede Pelle. Vaskede dyner og puder! Ammede og krammede Pelle…

Og der blev sandelig også mulighed for nogle romantiske dage med min kæreste, imens nogen passede alle børnene at lege far, mor og baby;-)

Tja, man har vel lov at drømme…

Men okay, vi var også på ferie i vores båd i 2 uger, og der skal man jo ikke andet end at være sammen. Og dase. Og bare rå-nyde. Det her:

Og det bliver man trods alt nok lykkeligere af end smarte gardiner og polerede gulve, ikk?

Når nu vi skulle beriges med endnu et barn her i huset, så var det da heldigt, at det lige var Pelle, vi fik!

Alle vores babyer har været nemme, men Pelle, han får bonuspoint, fordi han er SÅ god til at sove:
Man lægger englebarnet i sengen, putter dynen om ham, sutten i munden og nussebamsen i hånden og siger godnat.

Så sparker han dynen af, hiver sutten ud af munden, og ligger lidt og sutter på det hele, indtil nogen putter sutten i munden på ham igen.
Så lukker han øjnene og sover.

Guderne har smilet til mig!

Efter næsten 10 år med at amme et barn i søvn har jeg nu noget, der ligner en almindelig aften (fx fordi jeg ikke falder i søvn under putningen).

Nu ved jeg også, hvad et aftenritual er (hvis man ser bort fra amning).

Fra Pelle blev 6 mdr. og begyndte at give meget tydelig respons, har vi indført en bestemt måde at få dyne på:
Den bliver puttet om ham, så kun hovedet titter frem, hvorefter jeg giver dynen og Pelle små, faste tryk hele vejen oppefra og ned. Det stimulerer følesansen og virker beroligende, og man kan også sagtens gøre sådan med en nyfødt.

En anden dyneleg, som bedst egner sig, når baby er frisk og vågen og ikke skal sove, er at rulle baby ind i dynen og rulle ham ud ved at løfte dynens ene ende op. Den skal man ikke lave med en lille baby, og den er sjovest, når baby i det hele taget er blevet glad for at lege rullelege. Legen er også sjov for større børn helt op til skolealderen. Hvor vildt/hurtigt det skal være afhænger af barnet.

I går skete det.

Det skal ske mindst én gang, når man har en baby – ligesom et fald fra sofaen eller dobbeltsengen: Baby bliver ikke hørt i sin barnevogn, og er opløst af gråd, når nogen endelig bliver opmærksom og tager den hikstende baby op af den dumme, dumme barnevogn…

I går var det Pelles tur. Fordi jeg ikke kunne finde den ene babyalarm, og dernæst ikke lyttede ved vinduet på det rigtige tidspunkt. Så han græd ikke bare. Han skreg.

For ikke så mange årtier siden mente man, at det var godt for lungerne, når babyen skreg. Det, ved man heldigvis i dag, er det værste vrøvl (selvom meget uoplyste bedstemødre selvfølgelig stadig går og belærer nybagte mødre med den slags ammestuehistorier. Jo, det gør de, jeg har selv hørt det fra flere mødre!) Til gengæld er der mange i dag, der tror, at babyen bliver forkælet, hvis man reagerer promte på gråd. Det er stadig temmelig udbredt at acceptere, at babyer allerede fra 3 mdr. ligger alene og græder sig selv i søvn. Det er ikke godt. Faktisk er det rigtig skidt.

Gråd i sig selv er ikke farlig, så længe babyen ikke er overladt til sig selv. Gråden er jo et udtryk for, at noget er galt, og da en baby ikke er i stand til at berolige sig selv, er det vigtigt at være der for en grædende baby. Hvis man i stedet lader babyen ligge længe og græde, vil stresshormoner begynde at skylle gennem hjernen. Og er dét noget, der står på gentagende gange, vil det påvirke hjernens udvikling uhensigtsmæssigt.

Men vi vil da gerne have livsduelige, trygge og harmoniske børn, som vokser op og er i stand til at tackle stressede situationer (som jo er en naturlig del af livet), og som synes, at livet er dejligt, og som har tillid til andre mennesker – vil vi ikke?

Ud med lykkepiller og ind med kroppens egne lykkehormoner fra dag ét!

Så mig og min dårlige mor-samvittighed løb ud efter Pelle og så gjorde vi alt, hvad vi kunne for at give både Pelle og mor et oxytocin-boost:

Jeg lagde mig tæt sammen med Pelle under den varme dyne og ammede ham, imens vi kiggede hinanden i øjnene og jeg snakkede beroligende til ham. Bagefter tog jeg al tøjet af ham og masserede ham over det hele. Til sidst legede vi cykle-, rulle- og flyvelege, så vi fik grinet en masse sammen:-)

Alt det, der står med fed skrift, er med til at stimulere hjernens antistress-system, hvor oxytocin (lykkehormon) udløses og niveauet af stresshormoner sænkes til det normale.
Det er godt for ungerne – og for os!

Og min Pelle kom i balance igen, og fik sig en dejlig lur i sengen bagefter:

Har jeg sagt, at viklen er min yndlingsslynge?

Det er den da også.
Men jeg ville nu nødigt undvære min ringslynge…

Slet ikke i sidste uge, hvor Pelle var syg og helst ville være hos mig, sove hos mig og ammes lidt oftere. Bassen vejer jo knapt 8 kg, så jeg bliver hurtigt lam i arme og ben af at sidde med ham ved skrivebordet eller ved spisebordet. Næ, med ringslyngen kan han nemt ligge i vuggestilling i min favn, uden at benene hænger slattent udover mit lår (for lang er han jo også). Og når han vil ammes, kan jeg placere ham i ordentlig ammestilling på siden og justere slyngen lidt ved ringene, så han kan nå brystet.

Jeg bruger også altid ringslyngen, når vi er ude og spise eller har gæster, for udover at baby kan ligge i den/ammes diskret, så er den også godt til at støtte, når baby sidder på skødet. Så skal den bare lige rundt om babys mave, og så har jeg hænderne fri.

Både når baby skal sidde og ligge, kan man tage ringslyngen på uden at lægge baby fra sig. Ja, det er faktisk kun en fordel at tage ringslyngen på med baby i favnen, for så skal man ikke placere baby i slyngen, men derimod slyngen rundt om baby. Man skal ligesom forestille sig, at slyngen er en erstatning for ens omsluttende arme.

Det lyder nemt, og det ser smart ud, men rigtig mange opgiver desværre at bruge ringslyngen. Jeg har forsøgt mig i flere år med forskellige ringslynger, og det er først nu, at det er lykkedes mig at få placeret baby ordentligt, når jeg skal bære rundt på ham.

Her er fem tips til at få ringslyngen til at fungere:

1. Ringslyngen skal være BRED, dvs. i hvert fald 80 cm, for ellers er der ikke plads til en lang baby
2. Stoffet skal være TYNDT, sådan at det er nemt at trække igennem ringene, men IKKE GLAT, så det glider ned, når du bevæger dig
3. Benene skal være indeni ringslyngen, når baby ligger ned(fødderne må gerne titte ud) eller sidder mave-mod-mave i frøstilling (= knæene op og ud til siden, fødderne samlet under numsen)
4. Du skal IKKE forme ringslyngen som lomme, som baby skal ned i. Så bliver baby væk!
5. Når baby skal ned og ligge i ringslyngen, placerer du først baby i “bøvsestilling” ved din skulder. Træk nu ringslyngens øverste kant op til babys hoved. Før en hånd ind under ringslyngen og tag fat om babys numse eller ben og træk baby ned at ligge. Stram ringslyngens øverste kant, så krop og hoved holdes ind mod dig. Løft op i ringslyngens nederste kant, så babys ben ligger godt indeni (+ evt. fødder), stram kanten om nødvendigt

Der findes mange billed- og videoinstruktioner, som faktisk viser forskellige teknikker, men de tips jeg har givet her, er ud fra de erfaringer, jeg har gjort mig. Kig også på Sisses billedinstruktion. Den viser det, jeg mener, ret godt.

Jeg lige købt en Bära-barn-ringslynge til under halv pris hos Heartwear.dk – og den er den bedste, jeg har prøvet indtil nu:

Pelle er den første af mine fire børn, som bruger sut, og derfor nyder jeg at prale med, hvor nemt han kan puttes. For det er en helt ny verden for mig ikke at have babyen hængende i babsen i timevis.

Men altså. Han er jo stadig bare en helt almindelig baby, som klynger sig til sin mor i stormvejr. Og lige nu er vi begge så overvældede af alt det, som Pelle efterhånden kan og forstår efter 12 uger, så vi kryber lidt oftere sammen – med babs eller med vikle og sut;-)

Her sidder Pelle i viklen, som er bundet i en Cross Carry:

Jeg bliver tit spurgt, hvilken slynge, jeg foretrækker, og det er helt klart viklen, fordi den smyger sig om baby og mig. Da Pelle var helt lille (nu er han nogen-og-tres-lang), havde han benene trukket op under sig (frøstilling) inde i viklen, men nu stikker de ud.

Tre tips til at bruge viklen:

• Krydset, som babys numse hviler på, skal være ud for din navle.
• Stoffet skal bredes ud under babys numse og helt ud til knæhaserne.
• Stoffet skal bredes ud på din ryg, så du ikke kun bærer med skuldrene.

En anden lyd, som Dunstan Baby Language beskriver, er “Neh”. Det er nogenlunde sådan, baby siger, når den er sulten, og lyden bliver fremstillet ved, at baby græder og laver suttebevægelser samtidig. Der kommer altså en tunge-mod-gane-lyd på gråden, prøv og hør:

Det er lidt sjovt, det her, for sådan har de små babyer hjemme hos os bestemt også sagt, når de ville have bryst. Jeg kan tydeligt huske, hvordan vi har bidt mærke i og gentaget lyden – dog mere som et “Ng-ang”!

Når det så er sagt, så vil jeg nu også anbefale, at man bruger flere sanser, når man skal tyde sin spæde babys behov.

Sid meget med baby i din favn om dagen og sov tæt sammen om natten. Så vil du ikke være i tvivl om, hvornår baby er sulten, for den spæde baby søger efter brystet ved at dreje hovedet ind mod din krop med åben mund.

Hvis I er fysisk tæt sammen de første par måneder, og du har en rolig baby, så er det slet ikke sikkert, at du kommer til at høre “Neh” særligt meget. Andet end, når du lægger baby til og det ikke kan gå hurtigt nok;)

Men så kan det til gengæld være rart for dig at vide, at hvis baby midt i amningen begynder at sutte diffust og sige “Eh”, ja, så betyder det “jeg skal bøvse” (ikke at misforstå med “jeg er færdig”!).

For nogle år siden dukkede begrebet ammetyranniet op med henvisning til det arbejde, som sundhedspersonalet gør, for at flere mødre lykkes med at amme deres nyfødte. Rigtig mange har på den konto følt sig presset til at gennemføre amning. Ligesom rigtig mange har startet deres liv som mor med at føle sig utilstrækkelig og som en dårlig mor, fordi de måtte opgive at amme og i stedet give deres baby modermælkserstatning.

Jeg har været på besøg i blogland, og her stødte jeg på et indlæg om, hvordan det kan føles, når man ikke kan amme sin baby. Der er også et link til en artikel om konsekvensen af “ammetyranni”. Jeg synes, det er sørgeligt at høre (men godt, at der er nogle sundhedsplejersker, der er opmærksomme på det.)

Det paradoksale er, at når man i sin tid satte fokus på vellykket amning, var det fordi mange ammeforløb blev ødelagt af for dårlig vejledning og et sundhedspersonale, som “overrulede” de usikre mødre. Mange ammeforløb kom aldrig ordentlig i gang, fordi man ikke var opmærksom på fx vigtigheden af tæt kontakt mellem mor og barn umiddelbart efter fødslen. (Hvis ikke du allerede har gjort det, så prøv at snakke med din mor, om hendes oplevelser…)

Jeg tror, at al det postyr omkring amning dybest set handler om to ting:

1) Kommunikation

2) Kultur.

Ad 1) De allerfleste nybagte forældre er autoritetstro, og rigtig mange sygeplejersker, sundhedsplejersker og læger tror, de er autoriteter. Jeg hører SÅ mange historier, om hvordan sundhedspersonale taler henover hovedet på forældre eller taler ned til dem eller i det hele taget slet ikke udviser respekt overfor forældrenes følelser og meninger, apropos artiklen i linket ovenfor. Ja, nogle glemmer endda i farten at kigge på, om barnet ser ud til at trives, inden de ytrer deres mening om, hvordan forældrene burde gribe tingene an!

Ad 2) Selvom vi lever i et oplyst, civiliseret samfund, så er ammekulturen ikke bare bestemt af den viden, der er på området. Den er i ligeså høj grad præget af tiden og de mennesker, der er her. ALLE har en mening om små børn og amning. Og mange meninger bygger på myter, skrøner, forældet viden og personlige oplevelser (og det gælder i øvrigt også meget sundhedspersonale, som fx stadig opfordrer til at give spædbørn grød/mos, når de er fire mdr., selvom det nu i flere år er blevet anbefalet, at spædbørn fuldammes i seks mdr.). Ammekultur er det, vi siger, tænker, føler og gør – oplyste eller ej.

Prøv fx at læse den her artikel om ammekultur i 1800-tallet.

Artiklen handler om fynske og bornholmske kvinder, der ammede deres børn frit og længe, og dermed havde flere overlevende børn end i resten af landet. Og jeg synes, det er en fantastisk beretning! Hvor var de seje og kloge! Ja, jeg bliver sgu lidt rørstrømsk og frydefuld og sådan lidt “Hæ, så ka’ de lære det”-agtig, når jeg læser den artikel.

Og jeg indrømmer da også blankt: Jeg er stor fan af amning:-) Jeg ELSKER at amme, og så længe mit barn gerne vil, så får det lov. Jep, min bebs får babs – og det både til trøst og til lyst! Fuldstændigt og aldeles frit de første 2 år.

Og det skriver jeg ikke, fordi jeg synes, at alle burde gøre ligesom mig (og de omtalte kvinder for 200 år siden). Jeg skriver det, fordi der måske så vil være en enkelt mor eller to, der læser det her og tænker: “Orv, sådan har jeg det også… Jeg er vist ikke den eneste alligevel.”

For ligesom det er langt ude, at nogle skal føle sig underlagt et ammetyranni, så er det fuldstændig tåbeligt, at andre skal føle sig underlagt en ammekultur, hvor det ikke er normalt at amme meget og længe og det med glæde.

Jeg ville ønske, at vi kunne blive meget bedre til at følge vores hjerte og hjerne, og lade være med at fordømme andre. Opsøge viden i stedet for at lade os koste rundt af fagpersonale/lægfolk/tidens trend. Gøre, hvad der føles rigtigt. Uden skyld eller skam.

For i virkeligheden bør det jo ikke handle om amning eller ej. Det allerallervigtigste er, at barnet får den bedste start på livet som muligt. Barnet skal vokse sig stor og stærk. I krop, såvel som i sind. Barnet skal have noget at spise, OG det skal have de bedste muligheder for at knytte gode, tætte bånd til sin mor.

Der må ikke være nogle barrierer for, at kærlighed og mælk kan strømme frit!

Derfor skal hverken mor eller barn presses. De skal ses, høres, anerkendes, respekteres og nurses.

Så kan det være, at mange flere mødre vil være åbne overfor, hvor tit og hvor længe, barnet vil ammes.

Og at mange flere vil gøre ligesom en, jeg kender: Omfavne barnet, se det dybt i øjnene og vifte kærligt med sutteflasken, imens de frejdigt siger: “Skal du have en bajer, baby?”