At køre ud til mødregrupper uden GPS er for mig, som det må være for en halvblind pensionist at have glemt sine briller (ham mødte jeg for øvrigt på vejen – eller måske snarere på afveje for han sneglede sig forsigtigt afsted med 50 km/h på landevejen… pleaseenellerandenfådegamlevækfravejenenu!)
Men det måtte jeg gøre i dag, for GPS’en sad i kærestens bil, da han kørte på arbejde.
Go’e gamle Kraks Ruteplan måtte redde mig, men nænej, i dag var simpelthen dagen, hvor printeren proklamerede, at den var løbet tør for blæk.
Go’e gamle blyant måtte redde mig med hastige krads på et stykke papir, der tilfældigt lå på gulvet – hurra for rod:-)
Med assistance fra min übercoole HTC (hvis Navigationsfunktion dog var knap så tjekket, når telefonen mente, at den skulle slukke for skærmen med minutters mellemrum, hvilket igen betød, at Navigation skulle genaktiveres – lidt svært at håndtere, når man samtidig kører bilen) kunne jeg “kun” en halv time forsinket rulle ned af perlegruset til den smukke stråtækte gård, hvor fire lækre babyer ventede utålmodigt med deres meget overbærende mødre.
Så langt så godt.
Vel hjemme igen konstaterede jeg, at maleren havde valgt at overmale væggen med vores fede lilla 70′er-tapet med den hvide maling, som skulle shine de HVIDE vægge op efter en episode med røg og sod. Malere fra Stevns er nok ikke sådan lige into det der med retrotapeter eller hvordan skal det forstås!?
Rase, rase (næsten tude), sms’e kæresten, nå, videre i teksten: Der er fire børn og vasketøj og opvask og eftermiddagsboller, der venter. Bøger der skal læses, historier, der skal fortælles, sår, der skal tælles.
Og baby skal ammes. Og puttes. Vil du ikke sove?
Op igen. Mere babs. Ikke gå fra mig, mor. Lege, lege, kysse, kramme. Putte igen.
Smøre boller, hjælpe med det ene og det andet. Kan du slet ikke sove, baby? Op igen.
Alting flyder, babys tårer flyder, min hjerne flyder.
Først kl. 23.00 23.45 er der ro i lejren.
Men ingen er syge, og vi elsker hinanden. Dét er da heldigt.
