Hjem » Bogreolen, Legehjørnet » Et fantastisk babyspil med flashcards

Et fantastisk babyspil med flashcards

Mit babyspil kom med posten fra Gyldendags Børnebogklub, og jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk overfor konceptet. Forudså, at kortene i løbet af nulkommadut ville være spredt udover hele stuegulvet.

Mit babyspil består af 20 flashcards med lækre fotos af dyr, frugt/grønt og andre ting, samt af små børn med forskellige ansigtsudtryk. Og, ja, de bliver hurtigt spredt og kastet med, men når man sætter sig og spiller med barnet, så virker de! Anderledes end en almindelig babybog!

Man kan spille med flashcards’ene på forskellige niveauer:

Trin 1. Nogle få brikker vælges ud. Man viser barnet en brik ad gangen og fortæller om motivet. Hvis man bruger babytegn, laver man desuden babytegnet, der passer til.

Trin 2: Nogle brikker lægges ud på gulvet med billedsiden nedad. Barnet tager brikkerne op et ad gangen, og man fortæller om de pågældende motiver.

Trin 3: Man lægger brikkerne på gulvet med billedsiden opad, og beder barnet om at finde et bestemt motiv, fx “Hvor er koen?”

Trin 4: Man lægger brikkerne på gulvet med billedsiden opad, mens man fortæller barnet om motiverne. Derefter vender man kortene om, så billedsiden nu er nedad. Man siger fx. “Hvor er hunden?”, og så skal barnet forsøge at huske, hvor kortet med hunden er og tage brikken op.

Jeg synes, det virkede utroligt godt, da jeg spillede det med Pelle (16 mdr.). Han var meget optaget af billederne og vores snak om dem.

Når man læser i en bog, har barnet ofte lyst til at bladre hurtigt igennem bogen eller også er der flere motiver på én side, som kan gøre det svært for barnet at fokusere på ét billede. Med flashcards kan man nemt dvæle i længere tid ved ét billede. Og hvis barnet bliver ukoncenteret, kan man gemme de andre kort;-)

Flashcards bliver brugt meget, når man underviser børn, der er forsinket i deres sproglige udvikling.
Som babyspil fungerer de ligeså sprogstimulerende.

Man kan købe Mit babyspil gennem Gyldendals Børnebogklub.

Har man et billedlotteri eller et vendespil med gode billeder, kan man også bare bruge det, selvom kartonkvaliteten selvfølgelig ikke er den samme.

Tags: , , ,

Få nye blogindlæg via e-mail Videresend til en ven