Monthly Archives: november 2011

Save, save brænde

Pelle har været syg. Mine børn er aldrig sådan for alvor syge, og der skal meget til, før jeg går til lægen, for det er som regel til ingen verdens nytte (sidste gang blev det konstateret, at Pelles udslet var… myggestik! Ikke spor pinligt;-)

Men i sidste uge var den gal med Pelles hals og bronkier. Det lød, som om nogen savede brænde non-stop i hans hals. Så han kunne ikke sove, og græd, nej skreg, næsten hele tiden. Jeg tror, jeg sov 3 timer søndag og mandag nat. Og det var vel at mærke ikke sammenhængende timer…

Så vi gik til lægen, og fik at vide, at astmamedicin kunne hjælpe. Og det gjorde det dagen efter, heldigvis.

Så langt, så godt. Men søvnen er jeg jo så stadig bagefter med. Så hjernen. Er også lidt bagefter. Derfor har bloggen holdt en uges pause. Men i dag kan jeg da godt lige ryste en leg ud af ærmet. En herlig gammel leg, som babyer fra ca. 8 mdr. elsker (bemærk venligst, at jeg har ændret teksten en smule i sidste vers – jeg drikker nemlig kaffe om søndage, jeg går ikke i kirke, som der står i den oprindelige tekst, og den slags ord ligger ikke så godt i min mund):

Save, save brænde
Trad., Mel. starter som Bro, bro, brille

Save, save brænde
Vi er raske svende
Du til dig og jeg til mig
Hver må trække rask til sig
Sådan skal det være!
Sådan skal det være!

Save, save brænde!
I aften får det ende.
I morgen er det helligdag,
så hænger saven på sin knag.
Så skal vi ha’ kaffe!
Så skal vi ha’ kaffe!

Legebeskrivelse:
Sid med baby på skødet og hold i hænderne.
Linje 1-2: Træk skiftevis i højre og venstre arm.
Linje 3-4: Vip baby bagover (næsten ned og ligge) og op i siddestilling igen, imens du læner dig tilbage (hej, mavemuskler:-)).
Linje 5-6: Lav ride-ranke bevægelser.

Legen træner muskel-led-sansen og labyrintsansen. Og så synes baby, at den er ski’ sjov, og hvis du laver den gentagne gange, vil du opleve, at baby selv læner sig bagover på det rigtige sted i sangen. Med sanglegen får du altså også trænet babys fornemmelse for rytme og musikalsk forløb.

Støt en god sag og bliv beriget

Hos foreningen Forældre og Fødsel er der lige nu auktion på fogf.dk, hvor du kan byde på en masse lækre sager, kurser, gode oplevelser og meget mere frem til søndag aften. Det hele er sponsoreret af butikker, kursusudbydere, m.fl., og pengene går til foreningens uundværlige arbejde for gravide, fødende og børnefamiliers vilkår her i landet. Ja, DINE vilkår – og din venindes og din søsters og alle andre som er – eller kommer – i samme båd som dig!

Foreningen repræsenterer alle danske familier, er utroligt aktiv, udtaler sig hver gang, der sker noget på området. FogF har et korps af frivillige rådgivere, som rådgiver om alt fra efterfødselsreaktion til vaccinationer. De frivillige er forældre med personlig erfaring indenfor emnet, og de står til rådighed for alle – også dem, der ikke er medlem. Mest kendt er vel nok foreningens ammerådgivning, som er mere aktuel end nogensinde i disse sparetider! (Ammerådgiverne har personlig erfaring med at amme, men er derudover også uddannede i ammerådgivning.)

Jeg har været medlem – både aktiv og passiv – siden jeg var gravid med mit andet barn. Det koster såmænd ikke mere end 330 kr. om året. Jeg elsker at læse både medlemsbladene, som bl.a. indeholder beretninger fra andre medlemmer om særlige oplevelser, og, åh, fødselsberetninger, som jeg æælsker at læse! Temablade om alskens emner kan også købes.

Mit medlemskab af foreningen har faktisk været direkte medvirkende til, at jeg har fået 3 gode hjemmefødsler, 1 firma og uendelig meget slyngekærlighed! Prøv det – måske vil det også give dit liv et særligt indhold.

Nå, skynd dig nu ind og find noget på netauktionen, som du kunne tænke dig – måske får du det til en slik?!

Du kunne jo byde på mit Babytegn-e-mail-kursus eller mit Minikursus i mødregruppen eller en af mine rytmikposer:-)

Gæsteværelset: Rebecca Persson

Vi er jo efterhånden mange, der beskæftiger os med og brænder for babyers trivsel, men med forskellige vinkler. Derfor har jeg fået den idé at invitere nogle af mine “kolleger” ind på min blog for at svare på nogle spørgsmål, som er interessante set i sammenhæng med det, jeg formidler.

Imens jeg skrev “BOOST DIN BABY – 6 tips til stimulering af baby fra dag ét”, læste jeg også Rebecca Perssons bog “BABY – 100% naturlig uden tilsætning”, som er fuld af gode råd til, hvordan man får en sund baby via kosten, kosttilskud og miljøvenlige indkøb.

Jeg fik derfor lyst til at stille Rebecca Persson nogle spørgsmål omkring kosttilskud og babys udvikling, for måske kan man også ad den vej gøre noget godt for babys udvikling?

Her er mine spørgsmål og Rebecca Perssons svar:

Rebecca, du skriver i din bog, at omega-3-fedtsyrer, som findes i fiskeolier, udgør halvdelen af fedtsyrerne i hjernen og øjets nethinde. Hvad er det, fedtsyrerne gør? Hvilken effekt har det på barnets udvikling?

De essentielle fedtstoffer EPA og DHA fra omega-3 olier skal vi mennesker have tilført. De er vigtige byggesten for alle cellerne i kroppen, især i hjernen og øjets nethinde. Omkring hjernecellerne er der en hinde af fedt, kaldet myelin. Myelin er nøglen, når beskeder skal transporteres fra celle til celle og komme de rigtige steder hen. Dannelse af myelin begynder først i 9. fostermåned og strækker sig helt op til 6-7 års alderen. Derfor er det uhyre vigtigt, at dit barn får tilført disse fedtstoffer. Hvis myelinet bygges af fedtstofferi dårlig kvalitet, kan membranerne blive ”stive” – og/eller de kan blive for ”tynde”. Myelin fungerer nemlig som isolation omkring nervetrådene. Trist myelin giver dårlig passage af næringsstoffer og pylrede børn. Sådan lidt forenklet sagt.
Det er interessant, at den norske sundhedsstyrelse anbefaler alle børn fra 4 uger samt gravide og ammende at spise levertran/fiskeolie. Samme anbefaling finder du i min bog BABY. Her gennemgår jeg nøje, måned for måned, hvilken levertran baby skal have – og hvor meget. Kvaliteten er vigtig! De fleste fiskeolier på markedet er så harske, at det faktisk er bedre at lade dem stå på hylden i butikken. Harske olier gør nemlig mere skade end gavn for cellerne.
Det er interessant, at videnskabeblige studier viser, at tilskud af de essentielle fedtstoffer til børn med psykiske udviklingsvanskeligheder viser forbedring af koncentration, hukommelse og skrivefærdigheder.
De essentielle fedtstoffer har også betydning for bl.a. kroppen hormoner og optaget af vitaminer. Man skal huske, at over halvdelen af hjernens tørvægt er rent fedt! Derfor siger det sig selv, at de essentielled fedtstoffer er meget nødvendige for barnets sunde, normale udvikling.

Er der andre kosttilskud, som er med til at styrke sanser eller fx knogle- og muskeldannelse? Og hvilken betydning, tror du, det har for den motoriske udvikling?

Et sundt og glad barn har mere overskud til at udvikle sig motorisk end et barn, der ofte er syg eller døjer med skranten, ondt i maven osv. Derfor anbefaler jeg alle nybagte mødre og deres små guldklumper at blive tjekket hos en dygtig kiropraktor, som har erfaringen med netop spædbørn. Rigtig mange af de små babyer har fået små vrid og skub under fødslen, som bl.a. kan give problemer med fordøjelsen og den motoriske udvikling. Så det er efter min mening noget af det allervigtigste.
Derudover kan man styrke barnets tarmflora med tilskud af bestemte typer probiotika, som er frysetørrede mælkesyrebakterier. Det er især vigtigt for børn, som er født ved kejsersnit og børn, som får modermælkserstatning. Det gennemgår jeg også grundigt i min bog BABY.
Nogle børn får ondt i maven af de almindelige D-dråber, men det er der også råd for!
Sidenhen, når baby er omkring et halvt år og skal i gang med fast føde, er der brug for at bygge sunde knogler hele livet. Det kan man heldigvis sagtens gøre uden en halv liter ko om dagen. Ja, det finder du også opskriften på i BABY – og den kan bruges til børn op til 3 år.

Er der kosttilskud, som forebygger fx stress hos barnet eller på anden måde har en positiv virkning på barnets mentale tilstand?

Det hele hænger jo sammen, så det er svært at pille enkelte kosttilskud ud og tilskrive dem en specifik, endsige magisk virkning på f.eks. stress. Fiskeolie/levertran har stor betydning for dit barns mentale tilstand. C-vitamin er også vigtigt. Men basis er en sund og varieret kost og en livsstil, der tager udgangspunkt i det enkelte barns behov. Nok søvn kan heller ikke undervurderes, lige som godt indeklima og nok vand at drikke.

På mit kursus Tutti Babymassage bruger og anbefaler jeg mandelolie, fordi den har en tilpas fedtethed og duft. Hvad vil du anbefale?

En økologisk mandelolie, synes jeg, er et rigtigt godt bud! Olier optages gennem huden, hvor huden er tyndest, så det er absolut ikke uvæsentligt, hvilken olie, du vælger. Til eksembørn og flaskebørn anbefaler jeg massage med økologisk kæmpenatlysolie, som indeholder gammalinolensyre (GLA), som bl.a. er vigtigt for at udvikle et sundt immunsystem.

Rebecca Persson. Foto: Line Klein

Tusind tak til Rebecca for de udførlige og interessante svar! Kig forbi Rebeccas website, hvor du finder både blog, rådgivning og Klub Sunde børn.

Og så anbefaler jeg i øvrigt varmt BABY-bogen til alle, der forsøger at finde rundt i den miljø- og allergivenlige jungle! Bogen giver et kærkomment overblik:-)

Babyrytmik med baby, der kravler

Når man laver babyrytmik med baby, der kravler, skal man virkelig bevare tålmodigheden og troen på, at baby tager det til sig.

Kravlebabyer har nemlig meget travlt med at…kravle, og de er mildest talt ud over det hele! Kravler tværs over gulvet, over bolde og rasleæg og hinanden. Prøver at rejse sig op ad tasker, trommer, damelår – og hinanden!

Men hvis man ufortrødent synger og leger de samme sanglege om og om igen, så sker der det, at baby deltager mere og mere aktivt. Hvis baby vel at mærke får lov at gøre det på egne præmisser, som når baby f.eks. lægger sig ned, når man skal stå, rejser sig op, når man skal sidde, osv..

Efter nogle uger vil der som regel også være et gennembrud, hvor man ser, at baby

  • rasler med rasleægget (og ikke kun putter det i munden)
  • kaster eller triller med en bold (og ikke kun putter den i munden)
  • rokker med hele overkroppen bare ved synet af en tromme (og ikke bare forsøger at putte den i munden;-))

I går opstod der i en babyrytmikgruppe flere gennembrud på én gang, da vi legede med ærteposer og lagde dem på hovedet af babyerne som så mange gange før:

  • Én lavede et lille nik med hovedet, så ærteposen faldt ned
  • Én rystede på hovedet, så ærteposen faldt ned
  • Én rakte armen op efter ærteposen
  • Én forsøgte selv at lægge ærteposen op på hovedet, når den var kommet ned

Arhmen, de var SÅ dygtige, og vi klappede og tørrede øjnene alle sammen!

Tænk engang, de havde forstået, hvad ærteposeleg gik ud på! I al hemmelighed havde de altså, henover de sidste uger, suget det hele til sig, alt imens de så ud, som om de var vældigt optagede af bare at tumle (og gumle) for sig selv.

Vil du også lære din baby ærteposeleg? Få legeidéer i mine tidligere indlæg Ærteposer, musehop og gaver og Retro-rytmik.

Ærteposer, som er fremstillet specielt til babyer, kan også købes i Babyhuset Tuttis Webbutik.