Monthly Archives: september 2011

Sangfugle

Det handler stadig om søde dyr, så her kommer en rigtig god sangleg med fugl!

Den er god for alle babyer, som godt kan lide at ligge på ryggen og kigge på spændende sager.

Jeg bruger nogle herlige fugle, som jeg får syet specielt til denne sangleg. De er sprælske og med øjne, flappende vinger og nogle rigtig gode “fjer” på hovedet. Og du kan vinde en – se nederst!

Hej, lille fugl
Melodi: Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg
Tekst og leg: Stine Winther

Oppe i luften flyver der en fugl,
aldrig har jeg set mage til en fugl.
Hej, lille fugl!
Hej, lille fugl!
Se, nu vil den sidde på maven!

Legebeskrivelse
En fugl bevæges langsomt i luften over babys hoved. Bevæg den i et tempo og i en radius, hvor din baby kan følge med. Fra side til side og bagom babys hovede, så hun strækker halsen og vender og drejer sig efter fuglen. På “Hej, lille fugl” føres den langsomt ned mod baby og drillende op igen, indtil den i sidste linje lander på babys mave/fod/hoved/hånd og kysser/kilder/hopper.

Legen stimulerer babys synssans, grovmotorik, finmotorik og koncentrationsevne.

Her er Alma og Dicte, som synes, det er SÅ spændende at kigge på fugle, der flyver i luften:-)

Close-up af mine fugle:

Der er flottere billeder af dem (som ikke er taget med min smartphone) på Babyhuset Tuttis facebookside.

Får du lyst til at eje og lege med en af de fine fugle, skal du bare skrive det i kommentarfeltet herunder og klikke på “Synes godt om” Babyhuset Tutti (hvis du ikke allerede har gjort det). Så trækker vi lod om en fugl/papegøje om en uge!

Se også sanglege med mus

Når katten er ude…

(Apropos indlægget om mus ;-) )

Brrummm

Hvad laver du, Pelle?

Leger du med Tues biler?!!

Mus i mit hus

Ligesom elefanter er populære som tøjdyr og til babyrytmik, kan man næsten heller ikke komme udenom mus.

Så her kommer to muselege med tekster, som egner sig godt til udførelse som rytmiske rim, men som også nemt kan læres at synge, hvis man låner noder eller cd’er på biblioteket.

Den første er ret populær blandt babyer, og kommer fra sangbogen “Sammen” af Hanne Kurup:

Så kom den lille, søde mus
Melodi/tekst/leg: Hanne Kurup

Så kom den lille, søde mus – dip dap dip dap
Den vil bygge sig et hus – dip dap dip dap
På et sted med fred og ro – dip dap dip dap
Vil den bygge vil den bo – dip dap dip dap

Under foden vil jeg bo –
men der’ jo ingen fred og ro!
Under hagen vil jeg bo -
men der’ jo ingen fred og ro!
Midt på maven vil jeg bo -
men der’ jo ingen fred og ro!
Hvor skal jeg bygge mit huuuus?
I min hånd, lille mus!

Legebeskrivelse
Brug en lille tøjdyrsmus (gerne med raslelyd) eller en fingerdukkemus eller et rasleæg (måske klædt ud som mus, hvis man er rigtig krea med hækle- eller synål?). Vink/rasl med musen foran babys ansigt og lad den hoppe rundt på babys krop på “dip dap”. I anden del af legen kilder man de steder på kroppen, man nævner, indtil baby til sidst får musen i hånden.

Hunden, den bor i et hundehus, sneglen, den bor i et sneglehus, men der er ingen, der bor i en æske... Jo, tre små mus!

Den næste leg kan varieres alt efter barnets abstraktionsevne, så den er god for både de små på ca. 1 år og for de lidt større på 2-3 år. Sangen er fra “De små synger”, og den er vist også indspillet på cd, hvis du ikke kan noder.

Her kommer missekatten
Tekst/musik: Fra ”De små synger”. Leg: Stine Winther

Her kommer missekatten,
den lister rundt om natten.
Lille mus, åh, gem dig godt,
missekatten ta’r dig blot!

Legebeskrivelse
Linje 1-2: Lad musen kravle rundt på gulvet foran baby.
Linje 3-4: Gem musen et sted på dig (imens baby kigger) og lad baby finde den frem igen.
Et lidt større barn beder man om at være katten, som kravler rundt i stuen, imens man gemmer en mus på sig.
Når verset slutter, skal barnet finde musen på mor.
Man kan evt. bytte roller bagefter. Husk at gemme musen det samme sted flere gange i træk, dét er SÅ sjovt;-)

Glem heller ikke ærteposelegen “Hop, hop, lille mus!”

Babyrytmik i glimt

Anthon (6 måneder) sidder rigtig flot og rank med ærteposen på hovedet:

Der er fuld fart på Christoffer (8 måneder)! Her i en farlig flyvetur med hjælpemotor – dvs. Christoffers sprællende ben, som er lidt svære at gengive på foto, men du kan nok godt se det for dig;-):

En buket til mig og en til dig

Tak til Louise og Emma, Linette og Ronja, Christina og Alfred, Mie og Sebastian for mange hyggelige timer med babyrytmik og babymassage og for en dejlig 1000-tak-for-denne-gang-buket i farver, der matcher min stue og mig:-)

Jeg er i øvrigt ved at samle en buket selv. Til dig, kære læser:-)
En buket af tips til stimulering af baby fra dag ét, som kan få baby til at blomstre!

Alle, der følger mig fast, vil få buketten foræret i form af en e-bog, som jeg kalder “Boost din baby”. Hvornår e-bogen ligger klar, tør jeg ikke sige noget om, for jeg holder stadig barsel på deltid, og en baby kræver sin opmærksomhed, som I ved… Men det kribler i mine fingre for at gøre den færdig. Skal vi satse på 14 dage?

Hvorfor skriger min baby?

Dét spørgsmål stillede jeg mig selv for tre uger siden, og besvarede det også udmærket selv i dette blogindlæg. Men jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at det har holdt hårdt. Én ting er at analysere situationen og overveje pædagogiske virkemidler, en anden er at bevare overblik og tålmodighed midt i hverdagen med familie og arbejde og ender der skal nå hinanden. Det er sindssygt stressende at have en baby, der skriger, fordi han vil have mad/have skiftet ble/have opmærksomhed, når man liiige er midt i noget. Og man kan også blive en lille smule desperat, når man kl. 17 har det i ørerne, som om man har været til rockshow hele dagen.

Stakkels Pelle. Han har været verdens mest tålmodige lillebror i 10 mdr., men NU er det slut.

Hold da op, hvor har jeg revet mig selv i håret mange gange, men det meste af tiden er det nu alligevel lykkedes mig at afkode hans behov og tilfredsstille det med det vuns:
Ble. Tjek. Mad. Tjek. Søvn. Tjek. Leg. Tjek. God mor. Tjek.
Skriiig!
HVAD? Hvorfor? Sommetider skriger Pelle, når alle behov synes tilfredsstillet!?! Midt i legen eller midt i maden eller i bilen.
Og hvad gør man så???

Synger, selvfølgelig! Det er afledningsmanøvre NO. 1.

Jeg har derfor sunget ekstra meget de sidste uger.
Sunget og trommet ved spisebordet.
Skrålet i bilen hele vejen til Køge og tilbage igen.
Og så. Midt i en sansestimulerende, motorikøvende, sprogudviklende bold-sangleg, slog det mig:

Der skal da nye boller på suppen!
Hans krop har endnu ikke knækket kravlekoden, men hans hjerne opfatter SÅ meget mere end for nogle uger siden, og den vil have udfordringer, ja den vil; den vil have nye spændende ting at udforske. Jep, Pelle har brug for at få fingrene i al det gejl, vi har liggende rundt om i huset, som han lige præcis ikke kan nå.

Såsom aviser og bøgerne i reolen og de andres legetøj og kurve med ting og sager fra køkkenskabet…

Summasummarum: Pelle er ikke blevet skyllet ud med badevandet;-) Han er simpelthen blevet kureret for sit skrigeri med positiv opmærksomhed og nye udfordringer!

Står du selv med et spørgsmål omkring din baby? Så send det endelig til mig! Jeg vil rigtig gerne give mit bud på en løsning.

En elefant kom marcherende – og andre gakkede gangarter

Alle mine babyrytmiktimer starter med, at vi hilser på elefanten i kufferten, som gerne vil lege med alle babyerne. Elefanter er IN. De findes i alle mulige afskygninger. Så her kommer en elefantsangleg, så du har en undskyldning for at købe en af de mange skønne elefantbamser, man kan få:-)

Min elefant er den sødeste!

Du kender godt sangen:

En elefant kom marcherende
hen ad edderkoppens fine spind.
Fandt at vejen var så interessant,
at den byder op endnu en elefant…

Legebeskrivelse:
Lad elefanten marchere foran baby, som sidder eller ligger på maven. Vis evt. babytegnet for elefant.
Syng sangen en gang til, men nu er det dig med baby på armen, som er elefant og tramper rytmisk rundt i stuen!
Godt. Nu er det slut med elefanter i denne omgang. Nu kommer der andre dyr på banen:
En lille mus, den kom trippende…: Syng med musestemme, og løb med små skridt.
En lille kat, den kom listende…: Syng med hviskestemme og list afsted.
En lille hest, kom galopperende…: Syng energisk og… galoppér. Allez!
En lille ko, den kom travende…: Syng gemytligt og gå langsomt, imens du lægger hele vægten på skiftes højre og venstre fod.

Baby elsker at sidde på din arm, når du bevæger dig rundt, og det er samtidig noget, der stimulerer både balance og rumlig sans. Ved at variere bevægelse og tempo, lærer baby desuden noget om dynamik og rytme, hvilket stimulerer den sproglige udvikling.

En anden god sangleg med dyr er Dyret i kufferten

Hvad siger en kanin?

Vi har fået kat! Mest, fordi vi ikke gider at have mus… Men katten har også vist sig at give børnenes liv en ekstra dimension. Lille Pelle på 10 mdr. bliver helt mundlam og stirrer begejstret på katten. Han drejer og strækker sig efter den. Ja, det ville ikke komme bag på mig, hvis det blev katten, der fik Pelle ud og kravle!

I legeverdenen fylder dyr jo også en del: Der findes tonsvis af tøjdyr, legetøjsdyr, pegebøger og billedbøger med dyr, og sidst – men ikke mindst – børnesange/lege om dyr.

Så de næste dage, vil jeg her på bloggen dele ud af de aktiviteter med legedyr, som jeg har gode erfaringer med.

Først og fremmest: Når din baby er omkring 6 mdr., så køb (sy/strik/hækl?) en lille samling med dyr. Helst så naturtro som muligt. Opbevar dem i en lille kuffert. Babyer elsker, når kufferten åbner sig og et dyr kommer til syne! (På et tidspunkt, som regel omkring 8-mdr. alderen, bliver kuffertens konstruktion mere interessant end dens indhold, men lad det nu ligge…)

Dagens leg:

Tag kufferten med dyr frem. Ryst kufferten rytmisk, så dyrene laver en raslelyd, imens du siger/synger dette rim:

Dyret i kufferten

Melodi: Inde i min hånd af Lotte Kærså
Tekst/leg: Stine Winther

Nede i min kuffert
Nede i min kuffert
Er der et lille dyr…
Hvad er det?

Legebeskrivelse
Lad et dyr komme op af kufferten, sig hvad det og giv det til barnet. Sig dyrets lyd. Lav evt. også babytegnet for det aktuelle dyr.

PS Vidste du, at noget af det første, børn begynder at efterligne sprogligt, er dyrelyde?

PPS Hvad siger en kanin egentlig??