Monthly Archives: juni 2011

Kys mig i øjet!

Oh, at have en 8 mdr. gammel baby!

Med personlighed og vilje, uforudsete grådanfald og pludselige evner.

Han kigger sig omkring i den hjemlige stue, hvor han kom til verden, som om det er første gang, han er der.
Og græder hjerteskærende, når mor bevæger sig væk fra ham.

Han undersøger de mindste detaljer med fingrene. Tygger maden med to tænder og store smask.
Er ganske magelig og ruller kun om på siden, ikke fra mave til ryg eller omvendt, og foretrækker faktisk at sidde på sin dertil indrettede! Han møver endnu ikke omkring, som mange af hans jævnaldrende (og dem, der er nogle måneder yngre!), men til gengæld har han en særlig evne til at bruge sine fødder som et ekstra sæt hænder (bliver spændende at se, hvad det udvikler sig til, jeg ser for mig noget ála My Left Foot II…)

Han elsker andre babyer og synger lange, blide toner, når han ser dem.
Han er vild med andre børn, og griner højt, når de snakker eller hopper eller hvad børn nu finder på.
Han kan til gengæld ikke lide andre voksne! Så bliver han tavs og drejer genert hovedet væk (med mindre de opfører sig som børn! Så griner han. Stopper. Tænker lidt. Beslutter sig for at blive genert alligevel.)

Men os herhjemme. Vi får både sang, hvin og skrig og MANGE kram og våde kys, og vi svømmer alle hen i kærlighed, når han vender ansigtet mod os og kigger os dybt i øjnene…

Mmmmm

Møs!

Han giver anledning til at synge en sang, jeg lærte, da jeg sang i kor som barn:

Giv mig en knuser,
lige til det suser!
Kys mig i øjet,
så jeg bliver fornøjet!

Nogen, der kender den???

Og man må gerne lave skæg

Apropos de personlige grænser, der rykker sig, når man bliver mor (som jeg skrev om forleden):

Jeg har lagt mærke til, at når mødre glemmer sig selv og fordyber sig i kontakten med deres baby, så er der noget særligt i luften. Man kan se det på de hengivne babyer, og man kan høre det.

Stemmernes åbne klange i dybe mumlerier blander sig med høje, blide syngetoner og læbernes sprutten og bablen.
Og nej, det er ikke babyernes lyde, jeg beskriver. Sådan lyder deres mødre, når de masserer deres babyer i mødregruppen allerede anden eller tredje gang!

Det lyder så skægt og det er fantastisk, og jeg bliver nødt til at optage det en dag (mon jeg får lov at offentliggøre det her på bloggen??)

Faktisk tror jeg, at det skal være et krav, hvis man skal bestå et af mine kurser;-)

Førstehjælp til fantasien

Hjemme hos mig er der en pige, som er meget kreativ og fantasifuld og optaget af at eksperimentere og udtrykke sig med farver og former.
Det har hun været ligesiden, hun var 1 år, hvor hun sorterede ludobrikker i farver.
Som 2-årig klippede hun hele tiden og vores hjem lignede en nytårsfest med konfetti over det hele – hver dag.
Som 5-årig eksperimenterede hun med skulpturelle installationer.

Og i dag, hvor hun er næsten 7, gør hun det hele hver dag. Tegner, klipper, klistrer, laver mønstre og skulpturer. Jeg spår, at hun bliver billedkunstner, som sin moster Rikke!

Et ansigt - med abstrakte detaljer

Et ansigt – med abstrakte detaljer

Sif blev derfor også svært begejstret, da bogen “Førstehjælp til fantasien” af Tina Dalbøge kom med posten. Den er fuld af idéer til, hvordan man kan være kreativ med forhåndenværende materialer. Noget med at bruge kartofler og bananskræller og tefiltre til at skabe finurlige figurer. Ikke noget med at klippe efter skabeloner, niks, man tager fx en tom køkkenrulle og tænker, hvad kan det blive til? Meget befordrende for fantasien, kreativiteten og skabertrangen!

Den bog bliver man nødt at have – og fra i morgen, søndag, kan man være så heldig at vinde den på Tinas blog: www.tinadalboge.dk

Man må gerne stå og grine

I dag var der en mor, der fik grineflip. Midt i babyrytmikken.

Hun sad og kiggede på, da hendes eget barn sov, og hun grinede af os andre, tror jeg. Det, synes jeg, er helt i orden:-)

Babyrytmik kan sikkert godt se lidt fjollet ud udefra. Det er ikke en yndefuld dans, og mange af mødrene klunter lidt rundt – især de første gange. Det er heller ikke alle, der er vant til at bevæge sig rytmisk – og ovenikøbet selv synge samtidig (ikke i ædru tilstand i hvert fald!?!).

Mødre har jo ikke nødvendigvis talent for endsige trang til at skråle og valse afsted med en baby i favnen. De kan jo være alt lige fra sosu-assistenter til bankrådgivere til falckreddere – hvad ved jeg!

Jeg ved det faktisk ikke. Det interesserer mig ikke. I mødregruppen er vi alle mødre. Kvinder, som har født et eller flere børn, og nu forsøger at gøre alting så godt som muligt for vores børn. Som er villige til at gå langt for vores børn. Og som også gerne overskrider grænser, hvis det er det, der skal til. Personlige grænser.

For nogle er det grænseoverskridende at synge. For andre er det grænseoverskridende at lægge sig på gulvet og tumle med sin baby.
Alle mødre oplever at gøre noget, som de aldrig havde forestillet sig, at de ville gøre.

At blive mor er den største personlige udvikling, man kan kaste sig ud i.

Babyrytmik er derfor ikke kun godt for baby – det er også godt for mor!
Om ikke andet, så kan man få sig et billigt grin:-D

Og jeg er selvfølgelig et rigtig godt eksempel på, hvor fjollet, man må se ud, når man laver babyrytmik;-)

Det må være, fordi jeg er så heldig

At køre ud til mødregrupper uden GPS er for mig, som det må være for en halvblind pensionist at have glemt sine briller (ham mødte jeg for øvrigt på vejen – eller måske snarere på afveje for han sneglede sig forsigtigt afsted med 50 km/h på landevejen… pleaseenellerandenfådegamlevækfravejenenu!)

Men det måtte jeg gøre i dag, for GPS’en sad i kærestens bil, da han kørte på arbejde.

Go’e gamle Kraks Ruteplan måtte redde mig, men nænej, i dag var simpelthen dagen, hvor printeren proklamerede, at den var løbet tør for blæk.

Go’e gamle blyant måtte redde mig med hastige krads på et stykke papir, der tilfældigt lå på gulvet – hurra for rod:-)

Med assistance fra min übercoole HTC (hvis Navigationsfunktion dog var knap så tjekket, når telefonen mente, at den skulle slukke for skærmen med minutters mellemrum, hvilket igen betød, at Navigation skulle genaktiveres – lidt svært at håndtere, når man samtidig kører bilen) kunne jeg “kun” en halv time forsinket rulle ned af perlegruset til den smukke stråtækte gård, hvor fire lækre babyer ventede utålmodigt med deres meget overbærende mødre.

Så langt så godt.

Vel hjemme igen konstaterede jeg, at maleren havde valgt at overmale væggen med vores fede lilla 70′er-tapet med den hvide maling, som skulle shine de HVIDE vægge op efter en episode med røg og sod. Malere fra Stevns er nok ikke sådan lige into det der med retrotapeter eller hvordan skal det forstås!?

Rase, rase (næsten tude), sms’e kæresten, nå, videre i teksten: Der er fire børn og vasketøj og opvask og eftermiddagsboller, der venter. Bøger der skal læses, historier, der skal fortælles, sår, der skal tælles.

Og baby skal ammes. Og puttes. Vil du ikke sove?
Op igen. Mere babs. Ikke gå fra mig, mor. Lege, lege, kysse, kramme. Putte igen.
Smøre boller, hjælpe med det ene og det andet. Kan du slet ikke sove, baby? Op igen.
Alting flyder, babys tårer flyder, min hjerne flyder.

Først kl. 23.00 23.45 er der ro i lejren.

Men ingen er syge, og vi elsker hinanden. Dét er da heldigt.

Natarbejde

Jeg skulle aldrig have sagt, at Pelle er nem at putte.

Sådan noget skal man lade være med at sige.

De sidste 14 dage har jeg nemlig IKKE haft rolige aftenvagter ved computeren, hvor jeg lige kunne læse og skrive, give sutten, putte dyner om børn ad libitum, puste på skrammer, give sutten, svare på finurlige spørgsmål, slukke lys, give sutten, hente vand, sige godnat 10.000 gange (i nogenlunde behersket, men let stigende toneleje).

I stedet har jeg kapituleret og lagt mig i sengen for at amme ham i søvn! Hvilket de andre børn har haft lidt svært ved at forstå, så det er blevet nogle lange aftener…

Samtidig er jeg den sidste måneds tid blevet transformeret om til en døgnåben selvbetjeningstank, hvad angår den frie mælkebar. For fri, det skal den være. Hvis baby vil have babs, er der nok en grund til det. Sgu. At min hjerne så åbenbart skrumper proportionelt med besøgstiden om natten, er en anden sag. Jeg ved den bliver normal igen (!), jeg har jo prøvet det tre gange før.

ER DET TÆNDER?? SKAL HAN HAVE NOGET MERE FAST FØDE??

Ja, tandfrembrud er jo sådan en dejlig konkret forklaring, ikk? Den kan man bruge i månedsvis.
Og åh, hvor ville det være nemt at have en baby, hvis man bare kunne proppe den med grød og så sov den 20-8!

Men lad mig lige slå fast med syvtommersøm:

  • Grød er ikke garanti for din nattesøvn
  • At baby vil have bryst oftere og nu også om natten, betyder ikke nødvendigvis, at der ikke er nok mælk

Når baby i en periode vil have mere bryst, kan det være, fordi

  • han har brug for mere mælk, og når han sutter oftere, øges mælkeproduktionen
  • han har brug for den lindring, amning giver ham (ved amning udskilles lykkehormoner i baby, hvilket virker beroligende og smertestillende)
  • han har brug for mere rolig nærhed med mor i en hverdag, hvor han er blevet mere selvstændig

Mellem 6 og 7 måneder er det helt almindeligt, at babyer igen har brug for mere nærhed med mor. Verden har udvidet sig for dem. Nogle er begyndt at sidde op eller møve sig omkring, og det giver dem en ny oplevelse af rum og afstand.

Og jeg ammer gerne Pelle, hvis det er det, han har brug for. Det sidste i verden, jeg vil gøre, er i hvert fald at kræve noget af ham, han ikke kan klare (læs: Han skal ikke græde sig i søvn!)

Og se så her:

Hvad er der galt, Pelle?

Pelle har fået en tand!

Jeg er glad for, at jeg har givet Pelle tryghed og lindring under sådan en forandring. Og han vågner knap så meget om natten nu, hvor den er brudt igennem:-)

Brevkasse: Baby på 6 mdr. vil ikke stå

Spørgsmål

Heej Stine.

Jeg er Mor til den meste fantastiske dreng på 6 måneder, og han er meget godt med, med hans motorik.. BORTSET fra, at han ved fisme ikke at man egentlig kan stå på de 2 stænger der hænger under bleen.. Han bruger dem flittigt når han ligger ned, og han har da osse opdaget sin fødder, men at stå på dem, NEJ NEJ!!

Vi skulle have været til noget rytmik på vores lokale bibliotek i fredags, men bettemanden havde fanget sig en god omgang diarré – så derfor kom vi ikke afsted..

Ville så høre dig, om du havde nogle gode øvelser til at få ham til at støtte på de 2 stænger?

Jeg “hopper” meget med ham, på mine ben – men GUMMI-TARZAN falder bare sammen!!
Jeg vender ham osse nogengange om på puslebordet, så han ligger og kan sparke ind i muren – for at mærke at fødderne kan altså bruges til noget..

Håber du kan hjælpe mig med nogle øvelser

Krams Rikke

Svar

Hej Rikke

Jeg kender godt til babyer, der ikke vil stå. Jeg har da mødt nogle stykker efterhånden, og min egen datter trak også benene op under sig, når vi fx. rakte hende ned mod gulvet eller græsset, helt frem til 1-års-alderen. I dag er hun 6 år og supergod til at gå og løbe Jeg fortæller det, for at du ikke skal bekymre dig og tro, at din baby er “bagud”. Det kommer lige pludselig.

I 6-mdr.-alderen har baby opdaget sine fødder og er i det hele taget utroligt smidig, og sådan beskriver du jo også din dreng. Det er en del af kropsbevidstheden, og den er vigtig for at kunne tage de forskellige kropsdele i brug mere bevidst, såsom at stå på benene eller tage fat i legetøj med hænderne.

Herudover skal babys muskel-led-sans og balancesans også stimuleres, og det kan du hjælpe med til ved at tumle med ham: Rulle, svinge op og ned i luften, dreje rundt, vippe fra side til side og bagud – så fortsæt endelig med hoppelegen, selvom han ikke strækker benene.

Det er vigtigt at udfordre hele kroppen og alle sanserne, og ikke kun benene. Det hele hænger nemlig sammen.

Men her er nogle gode øvelser med fokus på benene:

  • Cyklebevægelser og stræk-/afspænding (se mit legeforslag her)
  • Løfte underkroppen: Baby ligger på ryggen og med den ene hånd holder du hans fodsåler ned mod underlaget så knæene er bøjede. Læg den anden hånd under hans lænd og og løft den lidt op. Det strækker hans hofteled og når han begynder at følge bevægelsen, vil det styrke ryg- og sædemuskler (som også er på arbejde, når benene støtter i oprejst stilling).
  • Sparke imod med fødderne: Rygliggende, hvor han får mulighed for at sparke mod dine hænder og på et tidspunkt vil opleve at glide baglæns. Det vil træne stræk i benene.
    Prøv også maveliggende, hvor han vil kunne komme lidt fremad vha. modstanden fra dine hænder. Det vil træne musklerne i både ben, ryg og nakke.
    Det er vigtigt, at det foregår på gulvet og ikke en madras, hvis baby skal kunne bevæge sig let.
  • Sparke opad: Sørg for, at han har noget legetøj, som hænger ved fødderne, så han kan sparke til det. I kan også lege med en ballon, hvor du opfordrer ham til at sparke til den.

Jeg håber, det kan bruges!

Kærlig hilsen

Stine

Spørgsmål og svar er tidligere udgivet på baby.dk

Til lykke

Jeg tror, jeg trækker lod om ærteposer på den helt personlige måde i dag.
Jeg vælger nr. 1 på kommentarlisten.

Fordi Malte er mit 1. barn, og i dag fyldte han 11.

Til lykke Malte

Jeg kan huske, da jeg var gravid med ham og gik forbi en mor med en stor dreng, som fik mig til at tænke på, at jeg også en dag skulle gå med en stor dreng ved min side. Jeg blev helt rørt, for store drenge er jo også søde, selvom de ikke er babyer mere.

De læser Harry Potter og cykler 3 km til skole hver dag og overnatter hos kammerater og bliver bange for tordenvejr og kede af det, hvis de ikke kommer til at sidde ved siden af deres far til aftensmaden…

Klog og barnlig. Humoristisk og følsom. Hysterisk og kærlig. Flot og nuttet.

Det er min Malte.

Og til lykke Mette - du skal få dine ærteposer:-)

Enden på begyndelsen

I dag fik jeg de her:-)

Fra den første mødregruppe, som Pelle og jeg har lavet Tutti Babymassage hos efter barselsorloven.

Det er nu 2 mdr. siden, vi begyndte, tiden er fløjet afsted, og der er kommet flere grupper til.

Men den første gruppe er altid noget særligt og én, jeg husker, fordi det er der, hvor jeg gør mig mine erfaringer med at have baby med på job.
Og det går heldigvis godt. Pelle er en tilfreds, tålmodig og fleksibel baby. Som tilmed gør sig godt som charmerende isbryder med sit Søren Spætte-grin:-) Det må I have til gode. Nu skal vi holde Kr. H-fri og fødselsdag for Malte (d. 6/6 – Har du set, at du kan vinde en gave i den anledning?)