Skoven er den bedste legeplads
| 11. april 2011 | Filled under Legehjørnet |
Hver gang vi er i skoven med børnene, bliver jeg så glad for, at vi har den tæt på. Det er den bedste legeplads. Man skal sådan set bare slippe børnene løs, så opsøger de selv udfordringer og oplevelser. Og man kommer hjem med trætte børn, som er mættede af sansestimulering og fulde af selvværd og selvtillid, fordi de klarede strabadserne (som de selv opfandt) og er blevet en smule bedre til det hele.
I skoven er der nemlig
- rig mulighed for at træne mange af de basale, naturlige bevægelser, som det er vigtigt at beherske.
- anderledes sanseoplevelser, hvis man er stille og lytter, snuser, sætter sig på hug og kigger; der er lys og mørke (uh, trolde?), varieret terræn, pletter med sol og et himmelbillede med perspektiv
De voksnes opgave er at
- passe på børnene uden at være pylrede
- lade børnene løbe frit uden at ødelægge skoven
- sige: “Ja, jeg ser dig”, når børnene råber “Se mig! Se mig!”. Eller: “Ja, du klatrer”, når børnene siger “Se, jeg klatrer”. Man behøver ikke at vurdere dem ved at sige, at de er dygtige. I stedet kan man anerkende den berusende følelse, de har i kroppen, når noget lykkes for dem, ved at kommentere oplevelsen og fx sige “Uh, det må kilde i maven! Du er højt oppe nu! Jeg kan se, du går på line, det vidste jeg slet ikke, du kunne!”
Her er det en 4-årig og en 6-årig, der
...løber...
...kaster...
...går balancegang...
...klatrer op...
...hopper ned...
...finder flotte sten...
Og babyen kigger på træer og himlen, indtil han falder i søvn i den friske luft med fuglefløjt og vindens susen og de andre børns glade stemmer i ørerne.
Få nye blogindlæg via e-mail
Naturen er fantastisk. ;o)