Fortællingen om barnet

I torsdags fejrede vi Pelles 4-mdr.- fødselsdag!

D. 24. februar var samtidig dagen, hvor børnenes far og jeg blev kærester i 1995. Så vi fik fine tegninger af de to store på 6 og 10 år. Med hjerter og påskrevne ord som Sammen i 16 år! Romantik! 4 børn! Jo, de havde skam fanget essensen af Parforholdet;-) Selvom romantik og 4 børn måske ikke ligefrem rimer for øjeblikket… Men sandt er det da, at der har været romantik i luften i hvert fald fire gange i løbet af de 16 år, og dét er vi allesammen lykkelige over!

Kæresteforholdet er en fortælling. Hvert barneliv er en fortælling. Og alle fortællingerne er vævet ind i hinanden. For evigt.
Når vi fortæller og genfortæller familiens historie for hinanden, føler vi os værdifulde, elskede og forbundne.

Og børn elsker at høre fortællingen om dem selv. Særligt når de får søskende og filosoferer over, at de selv har været så små engang.

Tue var 3 1/2 år, da han blev storebror til Pelle, og jeg endnu en gang fortalte historien om vores familie:
Først kom Malte, så Sif…
- Hvor var jeg så?, spurgte Tue.
- Du var der ikke endnu.
- Men hvor var jeg så?

Og jeg kunne godt glemme alt om mor og far og blomster og bier, det var ikke et svar, Tue kunne bruge. Så jeg endte med at fortælle, at han havde været så lille, at man ikke kunne se ham; at han havde siddet på en stjerne og kigget sig om efter en mor, indtil han fandt mig og fløj ned i min mave, hvor han kunne vokse og gro.
Tue var helt stille, imens jeg fortalte. “Ja”, sagde han til sidst, helt rolig og tilfreds.

Livet er et eventyr.

Tags: barndom, glæde, samtale, søskende

Få nye blogindlæg via e-mail Videresend til en ven