Monthly Archives: januar 2011

Juleaften fyldte mit fjerde barn 2 mdr. Han hedder Pelle, som i Pelle Erobreren, fordi han først erobrede min mave og siden vores hjerter:-)

Den sidste uges tid har jeg nu mest kaldt ham for Pelle Gris (a.i. Palle Gris fra Fjernsyn for dig), fordi han hviner som en lille griseunge – når han vil have sin mor, når sutten ryger ud (og han måske hellere vil have sin mor), når han skal bøvse og han hellere vil patte videre (han vil have sin mor).

Jeg ved det godt. Pelle hviner ekstra meget lige nu, fordi han har ekstra meget brug for sin mor nu, hvor hans lille verden har forandret sig lidt. Han har fx lært at smile og snakke og vifte med armene og løfte sit hovede. Han er også begyndt at synes, at det er sjovt med rytmiklege.

På billedet herunder leger vi Oppe i lianerne…

Vip baby frem og tilbage, ryst med benene og lad til sidst baby lande på din mave:

Oppe i lianerne

sidder indianerne.

Der var en, der blev for fed…

han faldt ned!

(Opr. udgivet d. 4/1-2010 på babyhuset-tutti.blogspot.com)

Hvis du går og bliver øm i kroppen af at bære din baby på armen eller – endnu værre – i autostolen, så skulle du hellere tage din baby i en slynge

Passer det ikke så godt til din stil??

Så tjek lige denne video…

Og her gik jeg og troede, at jeg var en del af down-to-earth-mor-klubben med min passion for babyslynger!

PS Mon der er nogen, der holder kurser i hip slyngedans???

“Børn kan ryge bagud i ni-måneders-alderen” kunne man læse på Politiken.dk d. 17. februar, 2010. Artiklen refererer til en ny britisk undersøgelse, der påviser sammenhængen mellem børns motoriske udvikling i ni-måneders-alderen og deres evne til at lære som 5-årige. I følge artiklen viser undersøgelsen, at de børn, som i ni-måneders alderen ikke klarede nøgleprøverne i motorisk udvikling (sidde op uden hjælp, kravle, stå og tage de første skridt), var bagud i forhold til gennemsnittet i kognitive tests taget som fem-årige.

Jeg er da glad for, at jeg ikke læste den artikel, da mit andet barn, Sif, var 9 mdr.!

Hun var sådan en lækker, lille, tyk baby, som ikke brød sig om at ligge på maven og som trak benene op under sig, når man ville have hende til at stå. Det sagde hende ikke en dyt. Og det var først som 1-årig, at hun begyndte at gumpe sig rundt i stuerne…

I dag er hun 5 år, og det eneste punkt, hvor hun er “bagud” i forhold til sine jævnaldrende, er i sin udtale af bløde d’er (ned, mad, ud, osv.). Her lyder hun som en indfødt fynbo – dvs. udtaler d’erne som j – på trods af, at vi bor på sjælland (dermed ikke sagt, at fynboere er bagud;-)).

Det er jo ikke noget nyt, at den motoriske udvikling hænger nøje sammen med hjernens udvikling generelt. Og at de stimuli, som barnet i det hele tager får i dets første leveår, har betydning for, hvordan det klarer sig resten af livet.

Så hvad skal du gøre, hvis du har en ni-måneders baby, der ikke kravler og som slet ikke har nogen fornemmelse for gulv som et muligt ståsted i livet?

Du skal i hvert fald ikke blive ulykkelig, og heller ikke irriteret på det intetanende, afslappede barn.

Du skal først og fremmest glæde dig over alt det, dit barn er rigtig god til.

Og så skal du kompensere for den manglende motoriske kompetence ved at lege med dit barn, for at hjælpe det med at udvikle de forskellige sanser.

At kunne kravle, stå og gå handler om

• Balance
• Muskler
• Rumlig sans
• Samarbejde mellem højre og venstre side

I skal bevæge jer rundt stuer og værelser.

I skal lave rullelege.

I skal lave balancelege.

I skal lege på maven og på alle fire.

I skal lege på kryds og tværs med arme og ben.

Selv efter al den asen og masen, er det ikke sikkert, at din baby kommer til at kravle eller gå tidigere. Men hun får erfaringer med de nævnte sanser, og dét vil stimulere hendes hjerne, så det sagtens kan ende med, at hun bliver en superlærende 5-årig!

For nogle år siden dukkede begrebet ammetyranniet op med henvisning til det arbejde, som sundhedspersonalet gør, for at flere mødre lykkes med at amme deres nyfødte. Rigtig mange har på den konto følt sig presset til at gennemføre amning. Ligesom rigtig mange har startet deres liv som mor med at føle sig utilstrækkelig og som en dårlig mor, fordi de måtte opgive at amme og i stedet give deres baby modermælkserstatning.

Jeg har været på besøg i blogland, og her stødte jeg på et indlæg om, hvordan det kan føles, når man ikke kan amme sin baby. Der er også et link til en artikel om konsekvensen af “ammetyranni”. Jeg synes, det er sørgeligt at høre (men godt, at der er nogle sundhedsplejersker, der er opmærksomme på det.)

Det paradoksale er, at når man i sin tid satte fokus på vellykket amning, var det fordi mange ammeforløb blev ødelagt af for dårlig vejledning og et sundhedspersonale, som “overrulede” de usikre mødre. Mange ammeforløb kom aldrig ordentlig i gang, fordi man ikke var opmærksom på fx vigtigheden af tæt kontakt mellem mor og barn umiddelbart efter fødslen. (Hvis ikke du allerede har gjort det, så prøv at snakke med din mor, om hendes oplevelser…)

Jeg tror, at al det postyr omkring amning dybest set handler om to ting:

1) Kommunikation

2) Kultur.

Ad 1) De allerfleste nybagte forældre er autoritetstro, og rigtig mange sygeplejersker, sundhedsplejersker og læger tror, de er autoriteter. Jeg hører SÅ mange historier, om hvordan sundhedspersonale taler henover hovedet på forældre eller taler ned til dem eller i det hele taget slet ikke udviser respekt overfor forældrenes følelser og meninger, apropos artiklen i linket ovenfor. Ja, nogle glemmer endda i farten at kigge på, om barnet ser ud til at trives, inden de ytrer deres mening om, hvordan forældrene burde gribe tingene an!

Ad 2) Selvom vi lever i et oplyst, civiliseret samfund, så er ammekulturen ikke bare bestemt af den viden, der er på området. Den er i ligeså høj grad præget af tiden og de mennesker, der er her. ALLE har en mening om små børn og amning. Og mange meninger bygger på myter, skrøner, forældet viden og personlige oplevelser (og det gælder i øvrigt også meget sundhedspersonale, som fx stadig opfordrer til at give spædbørn grød/mos, når de er fire mdr., selvom det nu i flere år er blevet anbefalet, at spædbørn fuldammes i seks mdr.). Ammekultur er det, vi siger, tænker, føler og gør – oplyste eller ej.

Prøv fx at læse den her artikel om ammekultur i 1800-tallet.

Artiklen handler om fynske og bornholmske kvinder, der ammede deres børn frit og længe, og dermed havde flere overlevende børn end i resten af landet. Og jeg synes, det er en fantastisk beretning! Hvor var de seje og kloge! Ja, jeg bliver sgu lidt rørstrømsk og frydefuld og sådan lidt “Hæ, så ka’ de lære det”-agtig, når jeg læser den artikel.

Og jeg indrømmer da også blankt: Jeg er stor fan af amning:-) Jeg ELSKER at amme, og så længe mit barn gerne vil, så får det lov. Jep, min bebs får babs – og det både til trøst og til lyst! Fuldstændigt og aldeles frit de første 2 år.

Og det skriver jeg ikke, fordi jeg synes, at alle burde gøre ligesom mig (og de omtalte kvinder for 200 år siden). Jeg skriver det, fordi der måske så vil være en enkelt mor eller to, der læser det her og tænker: “Orv, sådan har jeg det også… Jeg er vist ikke den eneste alligevel.”

For ligesom det er langt ude, at nogle skal føle sig underlagt et ammetyranni, så er det fuldstændig tåbeligt, at andre skal føle sig underlagt en ammekultur, hvor det ikke er normalt at amme meget og længe og det med glæde.

Jeg ville ønske, at vi kunne blive meget bedre til at følge vores hjerte og hjerne, og lade være med at fordømme andre. Opsøge viden i stedet for at lade os koste rundt af fagpersonale/lægfolk/tidens trend. Gøre, hvad der føles rigtigt. Uden skyld eller skam.

For i virkeligheden bør det jo ikke handle om amning eller ej. Det allerallervigtigste er, at barnet får den bedste start på livet som muligt. Barnet skal vokse sig stor og stærk. I krop, såvel som i sind. Barnet skal have noget at spise, OG det skal have de bedste muligheder for at knytte gode, tætte bånd til sin mor.

Der må ikke være nogle barrierer for, at kærlighed og mælk kan strømme frit!

Derfor skal hverken mor eller barn presses. De skal ses, høres, anerkendes, respekteres og nurses.

Så kan det være, at mange flere mødre vil være åbne overfor, hvor tit og hvor længe, barnet vil ammes.

Og at mange flere vil gøre ligesom en, jeg kender: Omfavne barnet, se det dybt i øjnene og vifte kærligt med sutteflasken, imens de frejdigt siger: “Skal du have en bajer, baby?”

Se lige et flot træ!

Det kunne jeg godt tænke mig at klatre op i. Og sidde og spise eftermiddagsmadpakke…

Dét var ordene, da Sif (5 år) og jeg gik en tur langs den træbesmykkede kyst, og pigen, som er dedikeret fan af prinsesser og farven lyserød, faldt i svime over dette fantastiske træ. For hun er rent faktisk også klatre-i-træer-mester, og ganske erfaren ud i kunsten at spise madpakke i 3 meters højde…

Jeg faldt også i svime.

Men mest over det ønske, som ordene udtrykte. For det udsprang ikke bare af fantasien. Det var tværtimod meget sanselige erindringer, som vækkede en trang i hendes krop og en stemning i hende sind. Hun har klatret i et par år efterhånden, så hun ved præcis, hvordan fødder og hænder skal placeres på træet, ja, alle muskler i hendes krop ved, hvordan de skal arbejde og samarbejde, så hendes yndige korpus kan placere sig på den høje gren.

At klatre i træer involverer ALLE sanser: Muskel-ledsansen, balancesansen, lugte-, syns- og høresansen, muligvis endda smagssansen? Det skal jeg lige spørge Sif om;-)

At være god til at klatre i træer er i virkeligheden basal barnelærdom. Det er ikke sikkert at en træklatremesterpowerprinsesse sådan helt konkret er en titel, man kan drage nytte af at bære resten af livet. Helt sikker er det dog, at de spor, der er blevet trukket i hjernen på det 3-5-årige klatrebarn, vil være en fordel i mange andre sammenhænge. Det vil betyde, at dit barn har rigtig gode forudsætninger for også at lære på det intellektuelle plan, både nu og senere. Samtidig vil den pumpende adrenalin, efterfulgt af en boblende sejrsrus i en trætop med udsigt over hele verden, betyde, at barnet kravler ned fra træet igen fuld af selvtillid. Og dét er da en kompetence, der er værd at have resten af livet.

Men hvordan avler man så en en lille abe?

Åh, jo, man skal selvfølgelig stimulere sit barns sanser lige fra dag ét. Men den allerførste øvelse (for dig) er: SLIP BARNET FRI!

Lad være med at fjerne alle sten på barnets vej.

Vis dit barn, at du stoler på, at det selv kan.

For hvis du åbner verden tillidsfuldt for dit barn, vil barnet helt naturligt gå løs på den med al dets charme og selvtillid, og sørge for at udfordre alle sanser.

Er rockmusik for kaotisk og larmende i små børns ører? Har klassisk musik en mere positiv effekt på babys trivsel og intelligens?

Der findes en lille niche med såkaldt babymusik, som efter sigende skulle have en særlig indflydelse på børnenes følelsesmæssige udvikling og deres evne til at lytte opmærksomt. Mozarteffekten kaldes den.

Hm.

Jeg må indrømme, at jeg ikke tror på den.

Jeg føler mig til gengæld ret sikker på, at musik GENERELT har den indflydelse på børn. Det, det handler om, er først og fremmest, at barnet har mulighed for at lytte til musik. Bevæge sig til musik. Synge til musik. Ja, måske ovenikøbet kigge på musikere, der udfører musik. Og – ikke mindst – opleve sine forældres glæde ved at lytte til musik. Og det er altså ikke nok at have P3 kørende i baggrunden… Der skal følelser på bordet; begejstring og engagement: Prøv og lyt! Kom lad os danse! Vi skråler med på omkvædet og soloen!

Mht glæden ved musik, er det jo fløjtende ligegyldigt, om det er klassisk musik, folkemusik, jazz, pop eller rock. Og jeg er sikker på, at alle disse genrer kan stimulere barnets lytteevne og sanser, så længe musikken præsenterer varierede melodier, rytmer og klangfarver. Der skal være dynamik (fx langsom/hurtigt, højt/lavt) og tydelige og forskellige instrumenter.

Så når min søde musikproducer siger til guitaristen, at han skal indspille noget U2-guitar på min sang om vejret, så siger jeg JATAK! Vi skal da ikke bare indspille pædagogiske sange. Vi skal lave musik:-)

Der sker noget med ens hjerte, når man bliver mor… (eller er det hjernen, der spiller en et puds?) Pludselig kan man blive rørt over de mest usandsynlige ting. Jeg mener ikke bare rørt. Jeg mener, når man begynder et tude uden varsel over en strofe i en sang eller en historie på tekst-tv eller bare en tanke, som kommer ud af det blå.

Dér går man rundt i en tåge af kaos, som var man blevet besat af daggammelt vasketøj, søvnløse nætter, kilometervis af vandreture med barnevogn, børnegråd og tænders gnidsel. På en måde er man helt sårbar i denne fase af livet. Man har slet ikke overskud til at holde paraderne oppe og lade fornuften råde. Og så er det, man bliver ramt lige i det store, bløde moderhjerte. Fx af et omkvæd som dette:

“Lad mig nu tro, at jorden er flad,

at hajen er glad,

når den viser tænder.

Og lad mig nu bli’ i mit eventyr,

hvor trolde og dyr

er venner, jeg kender.”

Barndommen. Den søde, uskyldige barndom…

Åh, ja, mine børn er stadig så små og uskyldige, og deres barndom er lige nu og her og i mine hænder! Og jeg hader tanken om, at de skal blive store alt for tidligt. Jeg vil fylde deres små liv med eventyr og nisser og kys. Og jeg har ikke travlt med at vænne dem fra brystet/få dem passet/vise dem uhyggelige film/give dem mobiltelefon/younameit! De må være lige præcis dér, hvor de er, og jeg skal gøre mit bedste for at give dem det, de har brug for hver især.

Og disse ord, som allermest var følelser, dukkede op, da jeg lyttede til den sang i min bil.

Du kan lytte til den ved at følge linket her:  www.annemariehassing.dk

Anne-Marie Hassing, som synger, har en dejlig stemme og hun er god til at synge. Det er ikke børnemusik-hits-for-kids, der er på cd’en “Mit eventyr”. Det er popmusik, og der er mange søde sange.

…det skulle være så godt! Men nu er det baby, der skal have en løbetur:)

De fleste kender nok cykle-med-benene-øvelsen. Den er rigtig god, når baby har luft i maven. Og så elsker babyer bare, når man bevæger deres krop rytmisk.

Jeg har lavet en lille leg, som kombinerer cyklebevægelsen med rytme, remse og lidt mavemassage. Legen egner sig for babyer helt fra nyfødt. Tempoet tilpasses alderen.

Tip: For at sige remsen rytmisk, kan du starte med at tælle (og cykle) 1-2-3-4, så du fornemmer rytmen i kroppen. Og så lader du bare ordene følge de rytmiske bevægelser. Når baby er helt spæd, laver man legen i et blidt og roligt tempo, og efterhånden som baby bliver større, kan man sætte mere fart på.

Løbe efter vand
Svensk trad. remse

Løbe efter vand.
Løbe efter vand.

Og hop over gærdet!
Hop over gærdet!

Og løbe efter vand.
Og løbe efter vand.

Hæld i…
Hæld i…

Og løbe hjem igen.
Og løbe hjem igen.

Og hop over gærdet!
Hop over gærdet!

Og løbe hjem igen.
Og løbe hjem igen.

Hæld ud…
Hæld ud…

Linje 1-2: Bøj og stræk benene rytmisk skiftevis (cyklebevægelser)
Linje 3-4: På “hop” bøjes knæene, så numsen (og ikke ryggen) løfter sig lidt. Stræk benene ud igen og vip dem blidt tre gange på “over gærdet”. Gentag.
Linje 5-6: Lav cyklebevægelser igen.
Linje 7-8: Lad højre arm og venstre ben mødes og kryds kroppen – i andet vers modsat arm/ben.

Bevægelserne stimulerer baby sansemotorisk og virker samtidig afspændende. (Du vil måske opleve de første gange, at baby gør benene stive, men så må du bare afspænde benene ved at ryste dem lidt. Efterhånden som baby lærer legen at kende, vil det blive en meget afslappende situation.) Med remsen fortæller du en lille historie, som din baby lytter opmærksomt til. Rytmen i remsen understøttes af bevægelsernes rytme, hvilket stimulerer sprogudviklingen.

God løbetur!

Gyngeturene i mine musiktimer er stort set altid et hit. Det gælder både i mødregrupperne, hvor vi gynger babyerne i et lagen, og i mit kursuslokale, hvor babyerne får en tur i sansegyngen. Forleden gav en mor et tip om, at IKEA nu er begyndt at sælge sansegynger til en lidt mere overkommelig pris end den gynge, jeg har hængende. Det skyndte jeg mig at undersøge, men desværre er IKEAs sansegynge kun for børn fra 3 år. Min sansegynge er fra legeskab.dk, og den er god fordi baby kan ligge på den med frit udsyn, og gynge både frem og tilbage, fra side til side, samt snurre rundt som i en karussel. Senere kan barnet sidde op i den.

Men der er også andre muligheder for at give sin baby en gyngetur:

- slyngevugge (gynger frem og tilbage, samt op og ned, hvilket minder den nyfødte om livet i mors mave og dermed kan virke beroligende)
- babyhængekøje (gynger fra side til side)
- hængekøjestol (gynger frem og tilbage, fra side til side og rundt)
- hængekøje (gynger fra side til side/frem og tilbage alt efter hvordan man placeer baby, og giver også mulighed for at baby kan gynge sammen med mor eller far både liggende og siddende på skødet:-))
- babygynge (kan først bruges fra baby kan sidde selv ved ca. 6 mdr., giver god kontakt mellem baby og den, der skubber gyngen)
Når man gynger sit barn, stimulerer man labyrintsansen, som sidder ved det indre øre. Sammen med bl.a. følesansen er den med til at udvikle barnets balance og grundlæggende motorik. Et barn, som har dårlig balance, vil enten blive meget inaktiv eller hyperaktiv for at undgå at føle sig svimmel. Udover at gynge kan man stimulere labyrintsansen ved at lege hoppe- og flyvelege med sin baby, trille baby på en gym-ball eller badebold.
Den mest simple og naturlige måde at stimulere babys primære sanser på er dog at bære baby på armen eller i en slynge. Lad autostolen blive i bilen og bær din baby – det giver samtidig også rig mulighed for at stimulere “kyssesansen”:-)

Uh, jeg kan godt lide navnet Jeppe! Min kæreste lider desværre ikke helt af samme forkærlighed til det navn, så det sidste skud på stammen kom i stedet til at hedde Pelle;-) Jeg har mødt en del små søde Jepper, men min YndlingsJeppe er nu den lille knøs fra Jeppe-bøgerne.

(mere…)